Artiklens emner:

Nyhed: Minimalistisk camping

Stellplätze eller standpladser er redningskranse en sen nat, når øjenlågene bliver tunge.

Friheden er et af de begreber, man som autocampist tager med sig på rejsen. Uanset hvor man befinder sig på vejnettet, giver autocamperne mulighed for at slå sig ned for en overnatning, og de stadig flere standpladser har gjort overnatningerne mere komfortable.

Vi ankom en sen aften til Schwerin i Tyskland, trætte og irritable efter en masse omveje takket være en forvirret gps, som vi alligevel ikke helt turde slukke for. Endelig fandt vi en campingplads. Den var lukket for natten, men på en gruset parkeringsplads uden for pladsen faldt vi til ro. Parkeringspladsen lå i læ bag høje bøgehække, hvor der var mulighed for at tappe strøm og tømme spildtanken. De mest basale nødvendigheder var med andre ord til stede.

Komforten svinger

Det samme mønster gjorde sig gældende i Østrig. Også her er der masser af standpladser og tilmed mange med udsigt over bjerge, dale og søer. Komforten svinger dog meget fra plads til plads. Eksempelvis var der ingen faciliteter overhovedet ved den, vi besøgte ved Schloss Weinberg syd for Freistadt. Ingen strøm, intet vand, ingen toiletter. I åbningstiden er det dog muligt at benytte kroens toiletter, men efter mørkets frembrud er man henvist til naturen. Til gengæld parkerer man lige over for vindebroen og nærmest vader rundt i romantik og prinsessedrømme.

En standplads er ikke nødvendigvis en campingplads, og den behøver heller ikke at ligge i forbindelse med en campingplads. Der er flere steder i Tyskland eksempelvis, hvor standpladser ligger i nærheden af seværdigheder som museer, slotte eller kursteder. Det betyder også, at variationen og kvalitetsforskellene er store. Nogle steder er det blot en parkeringsplads bag et autoværksted uden faciliteter, og andre steder er det på et smukt udsigtspunkt over vinmarker og pittoreske landsbyer. Som oftest er en standplads markeret med det karakteristiske piktogram af en autocamper, og til tider vil der også være indikeret, hvor mange pladser der er, og hvor længe man kan parkere der.

En standplads er noget billigere end en campingplads. De fleste steder er det faktisk gratis at parkere, men man betaler for vandforbrug og strøm. Hvis standpladsen er tilknyttet en restaurant eller vingård, er det der, man betaler. Et af de steder, vi besøgte i Tyskland, var Würzburg, som er omringet af mørkegrønne vinmarker. Standpladsen lå bag et mekanikerværksted, men var tilknyttet et lille gasthof på den anden side af vejen. Her betalte vi syv euro (ca. 53 kr.) for en overnatning med morgenmad. Der var en lille legeplads og et udvalg af diverse sorter af vinstokke. Byen og dens mange små spisesteder og vinbarer var attraktionen her.

Søgning efter standpladser

Adskillige guidebøger fortæller om standpladserne i Tyskland og resten af Europa. En af de store er Bordatlas. Guiden er på tysk, alfabetisk inddelt efter bynavne, og anvisningerne er lavet ud fra piktogrammer, der er let forståelige og tilgængelige.

Et andet godt bud på en oversigt er ADAC Stellplatz-Führer 2011. Bogen er inddelt i områder, og man starter sin søgning på de store kort, der følger med. Det gode ved ADAC er, at den også dækker områder uden for Tyskland; eksempelvis havde vi stor nytte af den i Østrig.

Et tredje alternativ til at finde standpladser i Tyskland er hjemmesiden ”Touring24”. Hjemmesiden kræver et godt tyskkendskab og er en anelse knudret i sin søgefunktion, men kommer man først igennem søgefunktionerne, som bl.a. går på område og type af standplads, eksempelvis ”bauernhof”, viser resultaterne sig at være detaljerede.

Som med alle mulige andre frie goder gælder det om, at det, man får tilbudt, behandler man med respekt, og det gælder også for standpladser og deres omgivelser. Affald og ildelugtende grill kan være en medvirkende årsag til, at standpladser i byerne bliver lukket.

LÆS OGSÅ: Sikre overnatninger på vej mod solen

Pladser i Europa

  • Hvis man ønsker at se ud over Tyskland og frekventere standpladser i andre europæiske lande, er følgende guider værd at tage med på turen:
  • I ”Aires de Services Camping-Car”, guidebog over Frankrig, findes der guider over bjergene (montagne), og en atlantisk version, hvilket vil sige langs den franske atlanterhavskyst, en over Bretagne og endelig en over middelhavsområdet. Guiden er på fransk, men findes også i en mindre udgave på engelsk kaldet ”All Aires Guide”.
  • Der findes tilsvarende guider for Spanien, Portugal og Benelux-landene.
  • www.outdoorbits.com, www.bordatlas.de, www.touring24.info, www.adac.de

Guide: Tre særprægede hoteller

15-05-2012: Blandt verdens mest særprægede steder at overnatte er et betonrør i Østrig. Læs artikel

Anmeldelse: Perfekt sted for børn

05-02-2010: Natterer See Camping ved Innsbruck i Østrig har alt det, en børnefamilie kan tænke sig. Læs artikel

Guide: Når Danmark tager på skiferie

20-10-2009: Uge 7 er den helt store skiferie-uge, da over 100.000 danskere drager på skiferie. Men hvordan skal man forberede sig? Læs artikel

Anmeldelse: Fornyelser til skiferien

19-09-2009: Jyllands-Posten har kigget i bunken af brochurer og pressemeddelelser fra skirejsebureauer, rederier og skidestinationer. Læs artikel

Nyhed: Eventyr på motorcykel

28-07-2009: Explorers tohjulede medarbejder har kløvet Tyskland på langs for at opleve Østrigs sagnomspundne alpeveje, den maleriske natur og de charmerende små bjergbyer. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...