Find mere om:
Nyhed: Svensk port til vildmarken | rejser.guide.dk

Nyhed: Svensk port til vildmarken

Det er vist ingen fornærmelse mod ejerne at sige, at Klarälvens Camping langt fra er luksuriøs. Til gengæld er pladsen et godt udgangspunkt for store oplevelser i Sveriges sydligste vildnis.

Aaaaaaghhh! Jeg forsøger desperat at genvinde balancen, mens min rejsekammerats perlende latter gjalder ud over Klarälvens Camping, så flere af gæsterne omkring det store bål, hvor der steges kød, ser op fra deres tallerkner.

Min højre fod, der er plantet i bunden af kanoen, glider langsomt, men sikkert længere og længere væk fra venstre fod i mudderet på bredden af elven. Det skulle da lige passe - at falde i vandet nu, hvor vi to vildmarksamatører har klaret en kanotur op og ned ad Klarälven uden problemer.

Heldet er dog med mig, og med et let og elefant hop kommer jeg i land.

Aktiv ferie

Uanset om man er nybegynder eller født med spejderbestik i munden, er Klarälvens Camping i Värmland i den sydvestlige del af Mellemsverige et godt sted at starte, hvis man vil opleve det sydligste af de svenske vildmarksområder.

Det vidner de store bunker af slanke træstammer på brinken om. Tidligere på dagen har en stor gruppe campister været i gang med at bygge tømmerflåder, som de senere skal sejle på elven med. Pladsen ejes af outdoor-specialisterne Vildmark i Värmland, som blandt andet tilbyder op til syv dage lange ture på hjemmelavede flåder med telt og kogegrej om bord.

»Vi ville gerne prøve noget andet end turen sydpå, og så har vi en chance for bare at være sammen som mor og datter, fordi tempoet er så roligt,« siger Claudia Brix, som er kommet hele den lange vej fra Tyskland.

Og netop tempoet er det, som tiltrækker mange til den alternative måde at campere på. Tophastigheden er blot omkring 3,5 km/t., så man har god tid til at opleve landskabet - og de vilde dyr, hvis man er heldig. På grund af Allemansrätten kan de ombordværende endda fortøje flåden, hvor de vil, slå telt op og fange deres aftensmad i elven.

Hjælpsomme folk

Ud over sejlads med tømmerflåder, kanoer og kajakker byder området på vandreture, lystfiskeri og hiking, bjergbestigning og bæversafari. Personalet på Klarälvens Camping er meget hjælpsomt med ideer og gode råd, hvad enten man vil på en arrangeret tur eller har udstyret med hjemmefra.

Selve pladsen ligger lige ned til elven. Desværre er der - blandt andet på grund af træer - stort set ingen udsigt. Dertil kommer, at lastvogne, biler og motorcykler buldrer forbi hele tiden, da den nord/sydgående hovedvej er nærmeste nabo. Det er en skam. Ikke så meget på grund af den konstante susen, men fordi det ødelægger stemningen af vildmarksliv, der ellers er herskende på den naturskønne plads, hvor træer, buske og blomster får lov at vokse, som de vil.

På Klarälvens Camping er der plads til både campingvogne, autocampere og telte, ligesom der også er mange hytter. Hytterne er rummelige, men man skal - ligesom i forhold til fællesbygningen - være forberedt på faciliteter, der har en del år på bagen. Lige på denne plads er det dog blot med til at give en rustik stemning, der passer til den niche, ejerne har valgt at satse på.

Og det skal man gøre sig klart: Klarälvens Camping er til for vildmarksentusiaster. For alle andre vil pladsen nok opleves som et hul i jorden, der er spild af tid.

LÆS OGSÅ: Campingturen går til...

Klarälvens Camping

  • Hjemmeside: vildmark.se
  • Adresse: E45 ved byen Stöllet.
  • Antal enheder: 56 samt et teltområde.
  • Hytter: 23 i forskellige størrelser.
  • Spisning: Pladsen har en lille butik, men ellers må man ind til de omkringliggende byer for at købe ind og gå på restaurant - og selv her er det småt med mulighederne.
  • Åbningstider: 1. maj til 31. oktober.



Beliggenhed:

  • Som udgangspunkt for oplevelser i vildmarken er beliggenheden perfekt, men på pladsen er der ingen udsigt, og trafikken på hovedvejen larmer.

Sanitet:

  • Toiletbygningen er ganske vist gammel og minder mest af alt om baderummet på en gammel folkeskole, men når man tænker på, hvor beskidte mange af pladsens gæster bliver i løbet af dagen, er det imponerende, så rent der er. Bad koster 5 kr.

Service:

  • Meget hjælpsomt og tålmodigt personale. På trods af en stor gruppe på teambuilding tog personalet sig tid til at vejlede os grundigt inden vores kanotur.

Aktiviteter:

  • For vildmarksentusiaster er mulighederne næsten uudtømmelige, men på selve pladsen er der kun en simpel legeplads. Udflugter og udstyr koster penge.

Pris:

  • En overnatning i campingvogn i højsæsonen koster 150 svenske kr., og en hytte med plads til fire med eget bad og toilet fås for 720 kr. pr. døgn - det er en del under gennemsnittet.

Generel atmosfære:

  • Pladsen bruges mest som udgangspunkt for oplevelser i området, så der er ikke meget stemning. En undtagelse er bålpladserne, hvor man har mulighed for at møde andre campister.

Pladsen er især velegnet til:

  • Friluftsmennesker med stort F.

Nyhed: Her er Dalarnas Riviera

16-04-2010: Orsa Camping har alt, hvad der skal til for at få en dejlig ferie, men med mindre man er god til at sige nej, får pengene hurtigt ben at gå på. Læs artikel

Anmeldelse: Jule-eksil i ødemarken

06-12-2009: Tag til Lapland og vær helt, helt alene. Læs artikel

Anmeldelse: Øriget i Østersøen

05-07-2009: Lad ferien gå til øgruppen Åland omtrent midtvejs mellem Sverige og Finland. Her venter rige natur- og kulturoplevelser og masser af aktivitetstilbud til lands og til vands i et lille, velfungerende samfund, der også værdsætter det kulinariske. Læs artikel

Guide til Stockholms skærgård

09-08-2015: Med sine 30.000 øer har den stockholmske skærgård tilbud til alle besøgende. Familieferie, sejlads, ø-hop, aktiv ferie eller luksuscamping på en privat ø. Læs artikel

Guide til golf i Skåne

25-05-2013: Med omkring 70 baner er Skåne spækket med gode og varierede golfoplevelser, som det absolut er værd at drage over sundet efter. JP Explorer besøgte tre baner i det sydsvenske og krydrede oplevelsen med noget, som mange sikkert umiddelbart ville kalde en selvmodsigelse, nemlig svensk gourmetmad. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...