Find mere om:
Guide: Hop med på campingbølgen | rejser.guide.dk

Guide: Hop med på campingbølgen

Det kan være fristende at købe en ny campingvogn, men hvad skal man vælge som begynder? Jyllands-Posten besøgte en forhandler for at se på mulighederne for de mange, der ønsker at springe ud som campist.

Solen skinner, og sommeren pibler frem over alt. »Er det måske i år, at vi skal hoppe ud i drømmen om at blive ejer af en fin ny campingvogn«, vil mange spørge sig selv.

Den slags spørgsmål tumler mange familier med i disse uger, og hvert år er der nybagte campingvognsejere, der hægter vognen efter bilen og triller ud til nye oplevelser.

Inden man når så langt, er der en stribe spørgsmål, som man skal have afklaret, for ellers kan man hurtigt komme til at forkøbe sig.

Jyllands-Posten er taget til en af Danmarks store moderne forhandlere, Bijé Fritid & Camping i Helsinge, der sælger de mest udbredte mærker som Adria og Hobby, men også både billigere og dyrere mærker.

B972280339Z.1_20160504131811_000+GAPT00FI.1-0.jpg

Allerede ved indgangen føler man sig velkommen og man har fornemmelsen af, at her er der styr på sagerne.

Tryghed i købet er vigtigt

Hos Bijé har vi sat John Ulrich stævne for at få et klart billede af, hvad man bør tænke over, inden man lader sig rive med og få købt en vogn, der i købsøjeblikket ser perfekt ud, men som viser sig at være knap så brugbar i praksis, når euforien over noget nyt har lagt sig.

Inden vi tager en snak med indehaveren, er der tid til at kaste lange blikke efter nye, lækre vogne, der holder og lokker med smagfulde køkkener med soft-close-skuffer, store ovne og udsøgte løsninger, men inden man kigger, skal man gøre sig snusfornuftige tanker fremfor at falde for et kæmpe køleskab eller lignende.

»Det nytter ikke noget blot at kigge på vogne i flæng. Man skal have defineret ret præcist, hvordan vognen skal være indrettet i forhold til senge, og så synes jeg, at man skal være åben omkring, hvilket mærker det eventuelt skal være,« forklarer John Ulrich, der har solgt campingvogne i snart 30 år.

Han opfordrer på det kraftigste til, at man også kigger lidt frem i tiden, i forhold til den bil man har.

»Selvfølgelig skal man have styr på, hvor meget ens nuværende bil må trække, men har man planer om at skifte bilen inden for en overskuelig fremtid, skal det med i betragtningerne, når man vælger vogn, for det er jo de færreste, der skifter campingvogn sådan hvert femte år,« ved han.

B972280339Z.1_20160504131811_000+GAPT00F9.1-0.jpg

Hos Bijé gør man meget ud af, at alle vogne vejes præcist, og at kunden får at vide, hvad vognen vejer med udstyr, så man ved, hvor meget plads der er til eventuelt tungt fritidsudstyr.

»Det handler om at være tryg, når man køber vogn. Den tryghed gælder både for, at man vælger den rigtige vogn, men også at vognen de kommende år giver ro i sjælen, så man ikke skal overveje at skifte, fordi man ikke fik købt rigtigt første gang,« siger han.

Brugt er en mulighed

Når først man har fået indkredset størrelsen på begyndervognen og antallet af senge, kommer det uundgåelige spørgsmål om pris altid, for selv om campingvognen aldrig har været billigere målt på størrelse/pris/udstyr, så skal der stadig lægges en bunke penge, før man kan trille af sted.

B972280339Z.1_20160504131811_000+GAPT00FK.1-0.jpg

»I den forbindelse er det værd at huske, at campingvognen kræver udstyr, som skal tilkøbes, og derfor tillægges den pris, som man måske står og synes ser meget fornuftig ud. Er man helt nybegynder, skal der være råd til campingudstyret. Pas nu på ikke at få købt for dyrt. Der skal være plads til en god bøf og en flaske rødvin på ferien,« lyder rådet.

Blandt det udstyr, der tynger budgettet er et eventuelt fortelt, bord og stole, bestik og måske en komfortabel mover. Mulighederne for udstyr er næsten endeløse, og er man helt nybegynder, skal man regne med at bruge fra 15.000 kr. på løst udstyr til en ny vogn.

En del af udstyret vil typisk være med, hvis man vælger en brugt vogn, og her vil det være mest trygt at købe vognen gennem en forhandler, der yder en god garanti.

Hos Bijé er der mulighed for at tilkøbe en tryghedspakke, der giver 12 måneders garanti på en brugt vogn, og der følger en vejeseddel med, så man præcis kan se, hvad vognen belaster krogen med.

10 år gammel vogn til halv pris

En 10 år gammel Adria til under halv pris eller en ny med lidt smartere farver og dæmpet LED-belysning. Det er det spørgsmål, der rumsterer i hovedet, mens jeg går rundt og kigger på både nyt og gammelt.

På pladsen står en Adria Altea 502 til 65.000 kr. og ligner en fin begyndervogn til en overkommelig pris, selv om den er 10 år gammel.

Med i prisen er netop både fortelt og mover, som repræsenterer en stor værdi, hvis man er begynder og skal starte på campinglivet.

Lidt senere kigger vi indenfor i en ny Adria Adora, og det er tydeligt, at den nye vogn er lidt mere lækker og indbydende, men den koster også over det dobbelte, hvis den skal have samme udstyr.

Selv om udvalget af både nye og brugte vogne er stort, så skal man regne med ventetid på en ny vogn, hvis man har specielle ønsker til udstyr. I forhold til sidste år er salget gået frem med omkring 10 pct., og mange forhandlere melder om udsolgte modeller.

Tryghedspakke

Ved køb af en brugt vogn kan man hos Bijé Fritid & Camping tilkøbe en tryghedspakke til 4.950 kr. I den forbindelse er det vigtigt at bemærke, at forhandleren ikke tillægger leverings-omkostninger eller andre udgifter til vognens salgspris - udover statens afgift til nummerplade. Man sparer altså leverings-omkostningerne og kan så vælge at tilkøbe en Tryghedspakke, der indeholder:

  • 12 måneders garanti på vognen
  • 6 måneders ombytningsret
  • DCU gastest
  • DCU fugttest
  • Klargøring til syn
  • Vejeseddel med campingvognens  faktiske vægt
  • DCU serviceeftersyn U4, der omfatter klargøring af campingvognens tekniske områder samt funktionstest af vognen.
  • Garanti om, at der ingen skjult restgæld er i vognen.

Guide: Campinglivets svar på Airbnb

27-06-2016: Deleøkonomien har for alvor fået fat i danskerne, når vi taler om biler, sommerhuse og ferielejligheder. Nu har fænomenet også nået campingverdenen, hvor Camptravel.dk er ved at få vind i sejlene med formidlingen af campingvogne og autocampere til campister uden eget køretøj. Læs artikel

Nyhed: Telte med "luft-stænger" breder sig i familieklassen

16-05-2016: Moderne telte holder vandet ude og kan næsten være lige så komfortable som en campingvogn. Telte med luft som bærende element udgør størstedelen af markedet. Læs artikel

Guide: Den praktiske campingvogn er tilbage

01-05-2016: Knaus’ berømte Sport & Fun er tilbage. Vognen ligner sig selv, men udstyret er øget massivt i den nye udgave. Læs artikel

Nyhed: Kæmpe udvalg af autocampere

10-04-2016: De høje danske afgifter betyder, at de fleste nøjes med at drømme om egen autocamper på danske nummerplader. Udbuddet har ellers aldrig været større. Læs artikel

Nyhed: Årets nye campingvogne er praktiske – og ikke altid hvide

19-03-2016: Årets store udstilling i Herning viser, at branchen har mere fokus på det funktionelle, fremfor at vognen skal være en kopi af alt det, som vi har derhjemme. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...