Find mere om:
Bedre vilkår for autocampere i Danmark | rejser.guide.dk

Bedre vilkår for autocampere i Danmark

Ny stor plads ved Storebælt vil gøre livet lettere for autocampere i Danmark, men der er stadig mangel på pladser, der ligger tæt ved byer og turistattraktioner.

Det vrimler ikke ligefrem med trygge og sikre overnatningsforhold, hvis man er på rejse gennem Danmark i en autocamper.

Hvert år kører op mod 60.000 autocampere gennem Danmark på vej på ferie i Norge, Sverige og Finland, men mange vælger at gøre stop for natten enten i Sverige eller Tyskland, fordi Danmark har været tyndt dækket med autocamperpladser med god beliggenhed i forhold i det overordnede vejnet.

MIB city camp.jpg

Desuden er den gennemsnitlige danske autocamperplads dyrere end tilsvarende i udlandet. I Danmark koster det typisk omkring 100-150 kr. at parkere sin camper, mens det i Tyskland og Sverige er langt billigere. Herudover er der eksempelvis i Tyskland mange pladser, der ligger enten i eller meget tæt ved byer og turistattraktioner. De tyske pladser koster helt ned til 5 euro (38 kr.) for en overnatning.

Billedet af Danmark som en ikke-venlig autocampernation ændres ikke fra sæson til sæson, men 1. april næste år er der godt nyt, når en døgnåben plads åbner lige ved betalingsanlægget til Storebæltsbroen.

Det er ejeren af Storebælt Camping & Feriecenter, der efter lange og seje forhandlinger med myndighederne har fået tilladelse til at indrette en plads med mulighed for, at op til 180 autocampere kan holde bag hegn side om side kun få minutters kørsel fra motorvejen.

Enkelt og billigt

Prisen for en overnatning bliver 10 euro (75 kr.), og dermed bliver den nye plads både blandt de billigste og blandt de største i Danmark.

Der bliver tale om en døgnåben plads, hvor man benytter sit kreditkort til betalingen. Mens en god belægning bestående af stabilgrus og græs skal sikre, at man ikke kører fast eller overnatter i vand til trinbrættet, når det står ned i stænger.

Målet med den nye plads er først og fremmest de mange autocampere, der hvert år blot kører gennem Danmark og tager overnatninger i enten Tyskland eller Sverige, ganske enkelt fordi danske pladser er dyre og med forholdsvis lille kapacitet pr. plads.

»Vi satser på en høj belægning hen over en stor del af året. Med vores centrale beliggenhed tror jeg, at der vil være flere campister i transit, der vælger at gøre holdt og få udforsket området frem for blot at køre gennem Danmark,« siger Flemming Jensen, Storebælt Camping & Feriecenter.

En undersøgelse fra 2010 dokumenterer, at de tyske autocampere har Norge og Sverige som foretrukne destination samt den Nordtyske kyststrækning, svarende til at omkring 250.000 autocampere holder ferie lige uden for Danmarks grænser.

»Det er bl.a. de autocampere, som vi gerne vil have til at holde ferie i Danmark. Det skal ske ved, at vi får flere bynære pladser, hvor det er campisten, der selv vælger sine tilbud om kultur, og hvor man ikke skal tage en taxa ind til byen, fordi pladsen ligger langt fra det hele,« siger Lars-Ole Hansen, formand for Dansk Autocamper Forening.

Dermed hentyder han til det faktum, at omkring halvdelen af de danske pladser for autocampere er bondegårde, der kan have op til tre pladser uden at skulle opfylde ret mange krav om miljø, m.m.

Flere steder rundt om i landet har man dog lyttet til Dansk Autocamper Forening, og i bl.a. Vesthimmerland åbnede kommunen sidste sommer to pladser på Løgstør Havn og Hvalpsund Havn med udsigt over Limfjorden.

Hvert år bliver der i gennemsnit nyregistreret omkring 18.000 autocampere i Tyskland, og den europæiske bestand tæller omkring 1,5 mio. køretøjer. Langt de fleste, omkring 500.000 stk., er hjemmehørende i Tyskland. Generelt er tendensen i Europa, at flere og flere skifter campingvognen ud med en autocamper. De seneste par år har afmatningen betydet mindre vækst i konverteringsbølgen fra campingvogn til autocamper, men tendensen er der ikke rokket ved.

Beregninger fra Tyskland viser, at autocamper-folket bruger flere penge, når de holder stille, end den typiske campist, der trækker en vogn efter bilen.

Med campingvogn midt i Berlin 

Nyhed: Friheden i autocamperne tiltrækker flere

17-05-2014: Autocamperen er yderst populær i udlandet. Herhjemme mærker flere campingpladser også tendensen, men de danske bilpriser er nok med til at lægge en dæmper på salget af de praktiske køretøjer. Læs artikel

Anmeldelse: Foldingbro Camping har fiskeri ”i baghaven”

08-06-2014: Foldingbro Camping ligger mellem Kolding og Esbjerg kun 80 km nord for grænseovergangen ved Padborg. Den ligger midt i et område med gode muligheder for at kaste snøren i vandet, og pladsen har endda sin egen fiskesø. Læs artikel

Anmeldelse: Campingplads med udsigt til Roskilde Domkirke

13-04-2013: Roskilde Camping er ved at blive renoveret, så faciliteterne lever op til den smukke udsigt over fjorden. Men pladsen ligger også centralt, så den er et oplagt udgangspunkt for ture til hovedstaden og resten af Sjælland, der kan nås på under en time. Læs artikel

Anmeldelse: Storebælt er camping ud over det sædvanlige

01-12-2012: Campingpladsen på det gamle færge-areal ved Korsør runder snart 10 år. Pladsen er skabt af folk uden forstand på camping, og det er der kommet en usædvanlig plads ud af. Læs artikel

Anmeldelse: Hygge og historie midt i hovedstaden

17-11-2012: Camping Charlottenlund Fort er en unik og hyggelig campingplads. Den ligger midt i byen og samtidig midt i naturen. Og så er der endda ikke langt til både Københavns butikker og Nordsjællands seværdigheder. Alligevel er der kun få meters gang til badestranden. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...