Find mere om:
Romantisk guide til New York | rejser.guide.dk

Romantisk guide til New York

”I love New York” er en utraditionel og romantisk guide fra Gyldendal. Den rummer en blanding af insidertips og pudsige historier. Forfatteren Karin Gråbæk er journalist og har i 20 år privat og professionelt dyrket et tæt forhold til New York. Vi bringer her nogle uddrag fra bogen.

Gå tur på de gamle togskinner

Forestil jer at gå mellem vilde blomster og græstotter, der bider sig fast på skinnerne på et nedlagt banelegeme. Forestil jer så, at det ikke er ude på en øde strækning på landet, men med udsigt over storbyens asfaltflader og knejsende bygningsværker. The High Line er en af de mest bemærkelsesværdige nyskabelser, der længe er set på Manhattan, og inviterer i den grad kærester til at tulle rundt hånd i hånd, mens solens stråler viger for aftenens lysshow i byen. The High Line er en flere kilometer lang jernbanestrækning, som er blevet renoveret og omdannet til et offentligt, rekreativt rum hævet over gadeplan. Tilbage i 1930'erne byggede man den høje jernbane for at få de farlige tog væk fra gaderne. Det sidste tog kørte her i 1980, og i stedet for at rive hele molevitten ned har stærke kræfter formået at skabe en genistreg. Ved Standard Hotel i Meatpacking District er der brede træ-liggestole og bænke og en forrygende udsigt ud over Hudson River.

High Line-Meatpacking District. Strækker sig fra Gansevoort St til 20th St.

I skrivende stund er der planlagt endnu en etape helt op til 30th St.

www.thehighline.org

En smoothiepause

Der er altid mange mennesker stimlet sammen om Taim Falafel & Smoothie Bar, der ligger lidt gemt på en grøn gade. Det er et perfekt sted at stoppe op, hvis I lige skal have ladet batterierne op med en friskpresset juice eller en smoothie. Vær opmærksom på, at det også er nemt at blive fristet til at spise stedets roste falafel eller pommes frites med safranaioli. Billigt, hurtigt og godt fra Mellemøsten.

Taim Falafel & Smoothie Bar, 222 Waverly Place mellem 11th og Perry St, West Village. Tlf. 212 691 6101. Subway: 1 til Christopher St eller 1, 2 og 3 til 14th St-7th Ave.

www.taimfalafel.com

Bare en enkelt butik!

Hvis vi nu leger, at det utænkelige skulle ske, og der kun er tid til én butik, vil jeg til enhver tid prioritere stormagasinet Barneys, der er en shoppe-himmel i syv etager. På de første mange etager nøjes jeg bare med at gå rundt med kæben nede på gulvet og kigge på stinkende dyre designermærker fra Lanvin, Marni og Balenciaga. Jo højere oppe, jo mere tilgængelige bliver priserne. På sjette og syvende etage er der et fabelagtigt udbud af de populære og progressive moderne designere. Husk også at runde afdelingen med sko. Her prøvede jeg engang sko sammen med en to meter høj mand med tændstiktynde ben. Da han opdagede, at de udsete vidundere af et par lakrøde stiletter fandtes i hans størrelse, forvandlede hans sprøde, pigede stemme sig til en hysterisk jublende falset. Hverken ekspedient eller kunder lod til at bemærke, at vi her havde en mand, der prøvede sko i en kvindeafdeling.

Barneys, 660 Madison Ave mellem E 60th St og E 62nd St, East Side. Tlf. 212 826 8900. Subway: N, R og W til 5th Ave.

www.barneys.com

Tak, Robert De Niro

Den garvede, amerikanske skuespiller Robert De Niro kan ikke bare forføre et filmpublikum; han ved også, hvordan man får hotelgæster til at føle sig hjemme ved at svøbe dem i luksuriøs, egyptisk bomuld og bade dem i kompetent opmærksomhed. Jeg har sovet en nat i "De Niros" seng på det luksuriøse Greenwich Hotel på værelse 515 med sauna. Bagefter havde jeg bare lyst til at ringe efter min familie og sige, at nu kunne vi godt flytte på hotel. Poolen ligner nærmest en natklub, og det er svært at komme væk fra de bløde læder- og velourlænestole ved kaminen i loungen med kæmpestore, buede vinduer. Der findes skuespillere, der bor i flere uger eller en måned i hotellets lejligheder. Heldige bæster. Her er tænkt på alle detaljer. Som kuriøs detalje kan jeg nævne, at der på toilettet i spaafdelingen ligefrem er indbygget skyl og føntørring til de nedre dele. Værelserne er udstyret med udsøgte, antikke lamper og indrettet som et hjem. Den ene halvdel af værelserne har bløde, håndskårne marmormosaikker i cremede farver, mens den anden halvdel flipper mere ud med pink, sort og sprælske farver.

Greenwich Hotel, 377 Greenwich St ved N Moore St, Tribeca. Tlf. 212 941 8900. Subway: 1 til Franklin St.

Robert de Niro ejer hotellet, hvor priserne for dobbeltværelser begynder ved 475 dollar (ca. 2.650 kr.)

www.thegreenwichhotel.com


LÆS OGSÅ: Rundtur i The Big Apple

”I love New York”

  • Forfatter: Karin Gråbæk.
  • Fotograf: Helene Sandberg.
  • Forlag: Gyldendal.
  • 192 sider, 199,95 kr. (vejl.).
  • Er udkommet.

Anmeldelse: Ingen alkohol, ingen hummer, ingen steak

23-06-2010: New Yorks kulinariske tilbud er en drøm for sundhedsfanatikere, dyreelskere og allergikere. Rå retter, mad uden animalske produkter og kager uden gluten hitter i millionbyen. Læs artikel

Nyhed: Gratis glæder i San Francisco

25-01-2010: I San Francisco er intet helligt. Her kører granvoksne mænd og kvinder ræs på trehjulere, og ”bøssenonner” kårer byens lækreste Jesus look-alike - endda på påskesøndag. Læs artikel

Nyhed: New York, New York - jul i storbyen

06-12-2009: Er julen i Danmark ikke overdådig nok, så tag flugten over Atlanten og oplev en jul, som du kender den fra film. Morgenavisen Jyllands-Posten har lagt en rute i shoppernes paradis. Læs artikel

Nyhed: Frihedsgudinden lukkes i et år

16-08-2010: Den populære turistattraktion i New York lukkes i op mod et år pga. renovering. Læs artikel

Nyhed: Indianerne tabte - musikken vandt

23-07-2010: Smoky Mountains var engang domineret af cherokesere. Nu slås de med musikere om turisterne. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...