Find mere om:
Nyhed: Oplev New York i farver | rejser.guide.dk

Nyhed: Oplev New York i farver

Det kan virke meningsløst at forlade New York City, men kombinerer man storbyferien med en rejse langs Hudson-floden, bliver man rigeligt belønnet.

Vi er i delstaten New York. På vej op gennem Hudson River Valley et par timers kørsel stik nord for storbyen. Knap er Manhattans blinkende skyline sunket i horisonten, før vi glider igennem et idyllisk kuperet landskab med frugtbar landbrugsjord flankeret af tæt skov, grønne enge, stejle klipper og blanke søer.

New York State er med 19 mio. indbyggere USA's tredjemest befolkede stat og omtrent tre gange større end Danmark, men geografisk er størstedelen af staten præget af uberørt natur. Allerede få kilometer fra storbyen er de landskabelige kontraster til New York Citys stringente linjer ganske overvældende, og netop derfor er dalen et besøg værd, især hvis man ønsker at føje et andet perspektiv til storbyens Amerika.

Hovedåren i dalen er Hudson-floden, der udspringer i Adirondack-bjergene nordpå og sløjfer sig gennem dalen inden udmundingen i Upper New York Bay - en strækning på over 500 km. Langs flodens dovne vande finder man både skøn natur og en stribe hyggelige byer, der fungerer som gode fikspunkter for et besøg i dalen.

Charmerende flække

Et oplagt eksempel er Cold Spring ved flodens østlige banke, en af områdets mest charmerende flækker med 4.000 indbyggere, kun halvanden times togkørsel fra New York City. Byens små hyggelige stræder er herligt grønne og prydet af smukke victorianske huse, stemningsfulde antikvitetsbutikker, uprætentiøse restauranter samt hyggelige bed and breakfast-steder. Prøv f.eks. The Pig Hill Inn eller Hudson House, der ligger lige ned til floden med blik til det berømte militærakademi West Point på den anden side af floden. Cold Spring er som regel fuld af liv i weekenderne, da den er en yndet destination blandt newyorkere, der søger ud af storbyens urolige favn for en kort bemærkning.

Populariteten skyldes ikke mindst, at en stribe af statens mest populære vandreruter i det såkaldte Hudson Highlands ligger lige nord for Cold Spring. Hikers fra hele USA besøger området for at nyde sceneriet, der er blandt områdets smukkeste. Vandrestierne er vidtforgrenede og integreret i det 3.500 km lange sammenhængende stisystem, Appalachian Trail, som løber gennem 14 delstater fra Maine i nord til Georgia i syd.

Er man i god form, er der en fin fysisk udfordring i at bestige en af de to relativt stejle bjergkamme, Mount Taurus og Breakneck Ridge, som begge rejser sig fra flodens banke 3 km nord for byen. Det kan gøres på en formiddag uden assistance eller erfaring, og udsigten fra toppen til Storm King Mountain og Westpoint på flodens modsatte side er hele turen værd.

Hatte-hovedstaden

Den noget større naboby lidt længere mod nord, Beacon med 16.000 indbyggere, 95 km nord for New York City, har sidst i 1990'erne rejst sig af fortidens sump - fra nedslidt, affolket industri-tristesse med gabende tomme fabrikshaller til et spirende postmoderne kulturelt kraftcenter.

Beacon var bl.a. gennem 1800-tallet USA's hovedstad for hatteproduktion. Her lå 50 fabrikker alene til dette formål, og byen levner stadig plads til historien i form af hattebutikker, der blander sig med byens øvrige forretningsliv, men det er kunsten, der har genrejst byen, kommercielt såvel som socialt.

Ikke mindst i kraft af kunstmuseet DIA:Beacon, der i sig selv er en omvej værd. Det er indrettet i en gammel emballagefabrik på næsten 30.000 kvadratmeter og rummer en af verdens største samlinger af moderne kunst fra 1960'erne og frem til i dag. Her finder man bl.a. værker af Donald Judd, Joseph Beuys, Dan Flavin og Andy Warhol, herunder kæmpeværket ”Shadows” fra 1978, en serie på i alt 102 malerier, hvoraf DIA kan præsentere de 60.

35 km længere mod nord er byerne Millbrook og Hyde Park et par interessante pletter på kortet for især gastronomisk interesserede. Især Millbrook er en lille grøn perle, der inkarnerer den romantiske kongstanke om det gode liv på landet. Byen er tilmed blandt de mest eksklusive i Hudson River Valley med mange velbeslåede og ressourcestærke indbyggere.

Økologisk og lokalt

Det milde klima og den frugtbare jord er eksponent for områdets spirende gastronomiske selvbevidsthed. Råvarer af højeste kvalitet skyder op af jorden, og områdets landmænd og borgere både dyrker økologien og tillægger det lokale ophav afgørende betydning. Kig forbi Millbrooks lørdagsmarked og tag selv den grønne vækkelse i øje.

Området huser samtidig et af USA's ældste vindyrkningsområder. New York State er faktisk USA's tredjestørste vinproducent målt på volumen, og i omegnen af Millbrook kan man besøge en lille stribe kyndige vinerier og smage på sagerne. Følg den lokale vinrute, Dutchess Wine Trail, der er skiltet hele vejen.

Kig endelig forbi Millbrook Winery, der laver karakterfuld pinot noir, og et tip til den særligt vininteresserede er muligheden for at købe de sjældne vine fra pinot-specialisten Williams Selyem i Californien. De sælges ellers kun i lukkede kredse via vinhusets egen mailingliste, men på Millbrook Winery kan de som det eneste sted i verden købes frit, idet de to vinerier har samme ejer, John S. Dyson, tidligere chef for New Yorks handelskammer og ophavsmand til det berømte brand INY.

Syd for byen Hyde Park findes et andet oplagt udflugtsmål, The Culinary Institute of America, et af verdens førende gastronomiske akademier med en stribe højt profilerede undervisere tilknyttet.

Skolen, en tidligere katolsk præsteskole af imponerende snit, tilbyder rundture, hvor man kan følge undervisningen rundt i alle appetitlige kringelkroge af kogekunsten, og da de 2.000 studerende fra mere end 25 lande som led i deres uddannelse har ansvaret for skolens tre restauranter, en café og et bageri, der alle drives på kommerciel vis, kan man som gæst tilmed spise godt på campussen. Husk at bestille bord i forvejen.

Roosevelts bolig

Nord for Hyde Park kan historisk interesserede finde den tidligere præsident og faderskikkelse Franklin D. Roosevelts museum og tidligere bolig, hvor han boede det meste af sit liv. Museets arkiv er af imponerende størrelse og detaljerigdom, hvorfor det er muligt at fordybe sig i alle tænkelige faser af præsidentens mange bedrifter gennem de fire perioder, han som den eneste nåede i Det Hvide Hus. I alt råder museet over 17 millioner dokumenter, 15.000 bøger, 130.000 fotografier og 700 filmklip.

Er man mere interesseret i klassisk arkitektur, finder man i Hyde Park tæt på floden en pragtejendom, der tilhørte en af 1800-tallets mest velhavende industrifyrster, Frederick William Vanderbilt. I dag er palæet, der ligger i en 120 hektar stor park, overtaget af staten. Et smukt sted at spadsere et par timer.

Den mest uspolerede naturoplevelse skal man dog krydse floden for at finde. Tag broen nord for byen Rhinebeck og kør mod det fantastiske Catskill Mountains. Et grusomt smukt, delvis fredet naturområde halvt så stort som Jylland - og især berømt for sine tætte skove, hvis toppe i det sene efterår svajer i brændende, stærke rød-gule farver. Et imponerende fænomen, som kun er at finde i det nordøstlige Amerika, hvor diversiteten i skovene er særligt stor.

Efter terrorangrebet 11. september 2001 er mange newyorkere flyttet hertil fra storbyen for at leve i fred og tryghed. Mange steder er der ingen mobildækning, og drikkevandet er så rent, at det - som et af meget få steder i USA - ikke behøver at blive filtreret.

To slags luksus

Catskill Mountains er stedet for udendørsaktiviteter som fiskeri, golf, ridning og vandring, men man kan også besøge hippie-enklaven og kunstnerflækken Woodstock, som bl.a. lagde navn til den legendariske musikfestival i 1969. Desuden kan man gemme sig på gode hoteller. To af de bedste steder er Emerson Resort & Spa nær flækken Mt. Tremper og Mohonk Mountain House nær universitetsbyen New Paltz på grænsen af Catskill-området.

Stederne er vidt forskellige. Emerson er det moderne og topkomfortable spa- og boutiquehotel, som dyrker diskretion og rå, stille luksus i alle ender og kanter. Et virkeligt poleret og lækkert hotel med kun 25 suiter og ingen adgang for børn.

Mohonk er et langt større, slotslignende hotel bygget i victoriansk stil og beliggende i egen park. Stedet er en institution i USA grundet stedets lange historie og enestående beliggenhed. På stedet hersker en mere intellektuel, familiær tilgang til det at drive hotel i luksusklassen. Her er den tætte forbindelse mellem gæst og natur en selvfølgelighed. Intet tv på værelserne, bogreoler og lp-samlinger i de mange stuer, fællesspisning i den store spisesal, rigtige nøgler til dørene samt åbne kaminer og antikt møblement overalt i det 139 år gamle hotel.

Naturligvis er der også egen golfbane og fitness- og spafaciliteter, men det er atmosfæren og historien, som gør stedet til noget særligt. Blandt stamgæsterne er forfatteren Stephen King, som ifølge hotellet fandt inspiration på Mohonk til The Overlook Hotel i romanen ”The Shining”, men lad dig ikke skræmme af det.

2009 er et godt år at besøge Hudson River Valley, da hele området fejrer 400 års jubilæum for Henry Hudsons opdagelse og udforskning af området med en bred vifte af kulturelle aktiviteter.

Rejsen dertil

  • Flyv til en af New Yorks tre store lufthavne. Herfra kan det anbefales at leje en bil, da det giver den største grad af frihed og mobilitet. Men det kan sagtens lade sig gøre at tage offentlige transportmidler, idet der er gode togforbindelser fra New York City til Hudson River Valley. Det er let at finde overnatningsmuligheder i dalens forskellige byer.
  • Man kan også lade rejsen skræddersy hjemmefra, f.eks. af rejsebureauet MyPlanet, der har stor erfaring med individuelle pakkeløsninger til USA. Efteråret er et godt tidspunkt at besøge området på grundet efterårsfarverne.

Mere på nettet

Logi

Morgenavisen Jyllands-Posten var inviteret af MyPlanet.

Nyhed: Indianerne tabte - musikken vandt

23-07-2010: Smoky Mountains var engang domineret af cherokesere. Nu slås de med musikere om turisterne. Læs artikel

Nyhed: På besøg hos Bush - næsten

20-10-2009: Explorer har besøgt Washington DC og var bl.a. på cykeltur. Læs artikel

Anmeldelse: Alsidige Andorra

29-06-2009: Andorra kan byde på shopping, naturoplevelser, lækre spabade og, nå ja, mere shopping. I denne sommer er lilleputstaten også i fokus som skueplads for den første bjergetape i Tour de France. Læs artikel

Nyhed: Turisme i det nedslidte San Francisco

17-06-2010: Creedence Clearwater Revival og Muhammad Ali havde deres gang i Tenderloin i San Francisco. Læs artikel

Nyhed: Fortiden ligger begravet i Seattle

09-02-2010: Den amerikanske stat Washingtons største by er til mere end en lynvisit. Men Seattles imødekommenhed gør det muligt at få både byens sjæl og historie ind under huden fra dag et. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...