Find mere om:
Jul mit Schuss | rejser.guide.dk

Jul mit Schuss

Tyskland er det perfekte sted at hente sit rendyrkede julefix. Her spares ikke på lyskæder, knas eller juletingeltangel, og små træhytter ligger i denne tid spredt ud over det ganske land.

Glühwein. Mit oder ohne Schuss?

Se, det er unægtelig et af livets større spørgsmål, når man med afkølede fødder i støvlerne og ørerne bastet og bundet under huen står og trænger til en opstrammer på et julemarked i Berlin.

Der er mange af dem, julemarkederne altså. Rigtig mange. Opstrammere er der også mange af. Lige fra Glühwein med ekstra alkoholtilskud eller Schuss til grovhakket grønlangkål med solid kålpølse i.

I Berlin ligger der et julemarked på hvert andet gadehjørne. Foran Gedächtniskirche, på Alexanderplatz, ved Deutsche Staatsoper, langs med begge sider af Kurfürstendamm og i gården ved Kulturbrauerei i bydelen Prenzlauer Berg for bare at remse en lille flok op.

Kynikere kan med rette hævde, at har man set et enkelt tysk julemarked, så har man set dem alle. Hamburg eller Berlin. Lübeck eller Bremen. Det går lidt ud på det samme.

Spontan hygge
Julelyrikere vil derimod besynge den spontane hygge, den rare og fremkommelige stemning, de mange smagsprøver, som de handlende tilbyder, og den liflige duft fra Hüttenpunch som klæder duften af brædeknuder, der spyr ild fra opstillede trådtønder, når mørket og kulden er faldet på.

En ting står klart. Tyskerne elsker deres julemarkeder, for de fungerer som uformelle steder at mødes med venner og kolleger efter arbejdstid. Så hænger man ud i mørket iført uldfrakker og strikhuer, læner sig op ad de høje borde med en varm drik og konsumerer en nem og solid aftensmad, hvor kødfulde pølser lagt i brød - eller nakkesteak, også lagt i brød - lægger den solideste bund.

Det er ikke her, at råkost eller salat gør livet let. Sennep og ketchup er det nærmeste, man kommer grønt tilbehør.

Således rustet kan man kigge sig omkring i hytterne og supplere hjemmets eksisterende beholdning af julepynt. Her er noget for enhver smag, men den romantiske stil dominerer.

Klassisk julepynt
Dér er en hytte med smukke, håndmalede russiske matrosjka-dukker. Dér falbydes højtidsrelaterede specialiteter fra området ved Erzgebirge og Dresden i det tidligere DDR. Figurer og andre ting lavet af lyst træ - noget, som er meget værdsat af tyskerne selv, måske fordi julepynten her er forblevet mere autentisk og ikke har været udsat for samme mangeårige amerikanisering som så meget andet af helligdagenes tingeltangel.

De håndsnittede træpyramider eller -møller i både en, to og tre etagers højde er et hit, og en mange meter stor model tager kampen op mod Gedächtniskirches sønderskudte tårn i hjertet af Berlin.

Der er også en hytte med hjemmestrikkede sokker, en anden med honning og bivokslys og en tredje, hvorfra der sælges Dresdner Stollen. Det sker efter vægt, hvilket er yderst fornuftigt, for julefranskbrødskagen har vægtfylde som letbeton. Kagen er fyldt med sukat, korender, rosiner og andet godt. Siden glaseres den med smør og sukker adskillige gange. Den kan holde sig længe og bliver ikke ringere af, at man selv stryger lidt tandsmør på skiven ved servering.

Til sidst er tiden inde til endnu en Glühwein. Denne gang uden Schuss?

Nyhed: Tyske storbyer drager danskere

23-02-2010: Antallet af danskere, som tager på ferie i Tyskland, stiger støt. Både storbyer og andre oplevelser trækker danske turister til. Læs artikel

Nyhed: Noël

20-10-2009: Uanset om den står på shopping, kultur eller familiehygge, har Paris alt, hvad en rejse i julemåneden bør indeholde. Læs artikel

Nyhed: Luksus-jul i London

20-10-2009: Udbuddet af oplevelser og varer er stort i den britiske metropol, og man kan finde noget for enhver pengepung. Vi begyndte i den dyre ende. Læs artikel

Nyhed: Bangkok på to hjul

20-10-2009: Det lyder måske som det rene galimatias, men en cykeltur i Bangkok er en stor oplevelse. Kom med ind i små gyder, på markeder og på landet i løbet af fire timer. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...