Find mere om:
Guide til tjekkiske myter og.. | rejser.guide.dk

På jagt efter tjekkiske myter og middelaldereventyr

Den tjekkiske by Cesky Krumlov er pakket ind i middelalderlig stemning og derfor en af landets mest charmerende byer, bygget op omkring et imponerende stort slot, som i sig selv er rejsen dertil værd.

Om ingen andre steder eksisterer der så mange myter, spøgelseshistorier, mysterier og kærlighedseventyr. Det er byen med de 1.000 fortællinger, som vi siger. Og mange af fortællingerne går flere hundrede år tilbage,« fortæller en mand klædt i middelalderdragt fra 1600-tallet. Han er iført en kjortel af en slags i en flot blå farve, med en hvid ”fluffy” skjorte under og en hat, der matcher kjortlen. Han har gjort sig umage med udklædningen og ligner noget, der er taget ud af et middeladereventyr. Den veludklædte mand agerer guide på en tur gennem byen Cesky Krumlovs små gader. Cesky Krumlov er en lille by i det sydlige Tjekkiet, i området, der på dansk kaldes Sydbøhmen. Et område med kulturhistorie og dragende natur og som i 1992 blev optaget på Unesco’s liste over verdens kulturarv og hører til en af Tjekkiets mest maleriske byer, med de farvede tage, kringlede gader og dekorerede bygninger.

En turistet by

Siden ankomsten til byen dagen forinden, har byens atmosfære, charme og særlige stemning gjort indtryk. Havde det ikke været for horder af turistflokke, selfie-stænger og rullekufferter, ville ankomsten til byen sætte tidsfornemmelsen flere hundrede år tilbage. Gamle huse, små snoede gader, stenbroer og et imponerende stort slot. Alt står nærmest uændret siden opførelsen. Omgivelserne leder tankerne tilbage på historietimernes fortællinger om middelalderen – det er som om, at byen er en perfekt gengivelse af lærebogens illustrationer.

B972220150Z.1_20160222120122_000+G5FR7SKL.2-0.png

Det er netop også denne følelse, guiden på denne aften forsøger at få frem i os. Turen er begyndt i det historiske centrum i byen – helt præcist på den lille plads Namesti Svornosti, der blandt andet huser byens rådhus, en bygning fra 1600-tallet i renæssancestil. Indgangen til rådhuset er dekorativ hvælvet og på hjørnet af bygningen hænger en stor klokke, som byrådsmedlemmerne brugte, når de skulle kalde sammen til møde i det 17. århundrede.

Her finder du Prags oversete spisesteder

»Ingen i byen var i tvivl om, hvornår byrådsmedlemmerne skulle samles - for enten at skulle tage stilling til en hekseafbrænding, eller hvad man skulle gøre ved de indvandrende sigøjnere,« fortæller guiden. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan klokken har lydt, da den i fordoms tid bimlede og bamlede. Fra den centrale plads går turen rundt i byen. Med hyppige stop for at iagttage bygninger, facader og dekorationer. Det virker som om hvert et hus, hver en bygning, ja, hver en sten har en historie tilknyttet.

B972220150Z.1_20160222120122_000+G5FR7SMU.2-0.png

En af byens gader har navnet Panenska, som på dansk betyder “kvindelige kønsorganer“. Det lidt besynderlige gadenavn skyldes huset med nummer 38 på døren. Dette hus var engang hjemstedet for ”faldne piger“ – piger, der solgte deres kærlighed for penge, og gaden har siden dengang været berygtet for kunne afsløre en kvindes uskyld. Rygtet lyder, at når en kvinde, som endnu ikke er gift, men som allerede har mistet sin uskyld, går gennem gaden, vil hendes ansigt rødme.

»Mange mænd har siden hen taget deres udkårne med på en gåtur gennem gaden, og her nærstuderet hendes kinder,« fortæller guiden. Om gaden stadig har sin magiske virkning i dag, er uvist.

En imponerende bolig

B972220150Z.1_20160222120122_000+G5FR7SLR.2-0.jpg

Og sådan går turen videre gennem gaderne i Cesky Krumlov, med historiefortællinger, eventyr, sagn og myter om byens huse, ulykkelig kærlighed, mystik og magi, hekse og hjemsøgte bygninger. Alle bygninger har tydelige levn fra middelalderen, der kommer til udtryk i renæssancefacader og udsmykninger fra barokken. Mens mørket langsomt falder på, føles det mere og mere som at gå rundt i den ældgamle udgave af den tjekkiske by. I tusmørket forsvinder de turistede souvenirbutikker, og omgivelserne fremstår mere og mere i synk med de fortællinger, guiden kan berette om fortidens Cesky Krumlov. Et af byens højdepunkter er Cesky Krumlov Slot. Det er Tjekkiets andenstørste slot efter Prag Slot, som er det største i landet. Slottet er bygget over flere omgange, men de første elementer er dateret tilbage til 1200-tallet, og slottets 54,5 meter høje tårn kan ses fra hele byen og er et varemærke for området – smukt dekoreret med malerier af den tjekkiske maler Bartolomej Beranek-Jeline i 1585.

Velkomstkomite

I virkeligheden er det første, man bliver betaget af ikke slottets enorme størrelse, men to spillevende bjørne, der trasker rundt i en slotsgrav, som passeres via en stenbro ved indgangen til slottet. At holde bjørne dér har været en tradition for familierne, der har beboet slottet. Den adelige familie Rosenberg, der ejede slottet i tre århundrede fra 1302 til 1601, var relateret til den fine og noble italienske familie Orsini. "Orsa" betyder hun–bjørn på italiensk, og familien Rosenberg benyttede sig derfor af bjørnene, som et symbol på deres tilhørsforhold til familien Orsini. Bjørnene har været en del af slottet siden dengang, og traditionen holder man altså stadig fast i.

B972220150Z.1_20160222120122_000+G5FR7SLP.2-0.png

»Så er der jo også noget rigtig sjovt at se for børnene,« siger vores guide.

Det er lidt af et eventyr at opleve slottet og dets historie. Gennem tiden har flere forskellige adelige slægtsfamilier været indehavere af slottet, som alle hver især har sat sit præg på arkitekturen, udsmykningen og møblementet. Der er mange familier, historier og perioder, der forklarer, hvorfor slottet tager sig ud som det gør i dag. At komme rundt på hele slottet er derfor en hel maraton-forestilling, og det er nok af samme årsag, at der tilbydes tre slags guidede rundture, som kommer rundt i forskellige afkroge af det imponerende bygningsværk.

Det spøger

Mange har formentlig besøgt mange af Danmarks smukke slotte, været på rundvisninger, familieture, skoleekskursioner og turistudflugter på Kronborg, Rosenborg Slot, Nyborg Slot eller nogle af de andre. Men ingen af vore egne slotte kan måle sig med det imponerende store Cesky Krumlov Slot. Stue efter stue ligger i forlængelse af hinanden, og i hvert nyt rum udspiller der sig en hel fortælling om datidens prominente beboere. Og nutidens. For som alle andre gamle slotte har Cesky Krumlov Slot også et spøgelse – den hvide dame.

På ski i polsk eventyrland

»Perchta von Rosenberg boede på slottet i 1500-tallet. Hendes far, Ulrich II. von Rosenberg, giftede hende væk til Lord Johan von Lichtenstein. Men ægteskabet var ulykkeligt og uden kærlighed, og han var grusom mod hende hele sit liv. Da Johan var ved at dø, bad han Perchta om tilgivelse,« fortæller vores guide. Perchta var tilsyneladende ikke villig til at give hendes mand den benådning, han ønskede, så han forbandede hende, og hendes sjæl har lige siden hendes død spøgt på slottet.

»Hun viser sig ved særlige lejligheder, og hvis hun har hvide handsker på, kommer hun med gode ting, mens hendes sorte handsker er et tegn på, at en katastrofe er på vej«.

På de skrå brædder

I den vestlige del af slotskomplekset ligger det gamle barokke teater, som er bygget i det 16. århundrede, men som er utrolig velholdt. Slottets teater er et af verdens bedst bevarede barokke teatre, og når man kigger sig om ses de originale dekorationer, orkestergrav og scene. Det giver et indblik i middelalderens underholdningsform, som i høj grad byggede på teatrets forestillinger. »Både de adelige familier og udefrakommende skuespillere spillede med i opsætninger her på teatret. Men det var til gengæld kun særligt inviterede gæster, der fik lov at være publikum, og det var ikke alle og enhver, der fik sådan en invitation,« fortæller guiden, mens datidens lydeffekter bliver demonstreret – en stor trætromle med nogle små sten indeni, der skal gøre det ud for lyden af regnvejr og et hakket træhjul, der larmer som torden, når det køres ind over trægulvet i orkestergraven.

B972220150Z.1_20160222120122_000+G5FR7SMB.2-0.png

Fra slottet er der udsyn til hele byen, og det er en udsigt, der er ethvert postkort værdig. Den snoede flod, byens kirke og de farverige huse for foden af slottet er et betagende syn og den perfekte afslutning på den guidede rundtur. Kameralinser overalt forsøger af forevige det unikke syn, og der er kamp om de gode pladser, hvor helt rigtige billede kan tages fra. Der er ligefrem kø til de helt særlige spots, hvorfra hele byen kan indfanges på en gang. På skift træder man frem, finindstiller kameraet, knipser 10-15 gange og gør plads til den næste turist i rækken. Sådan er det meget i Cesky Krumlov.

En øl at skylle ned med

For Cesky Krumlov er en turistet by. Den betragtning bliver bekræftet ved hotelmorgenmaden, der er præget af et leben uden lige. Og det er især de kinesiske turister, der præger billedet – både ved bordene i hotellets restaurant og i resten af den velbesøgte by. Hotelpersonalet fortæller, at der findes særlige hoteltaxier, der bringer kufferter til hotellet for turister, for de fleste ønsker at vandre fra hovedvejen til byens centrum.

»De fleste ankommer med bus fra Prag eller Linz i Østrig, men busser må eller kan ikke køre af byens små snoede gader, og det er jo en kort gåtur herind til hotellerne. Men turister er ikke gode til at bære tunge kufferter – derfor har vi bagage-taxierne,« forklarer Elena, der er receptionist på The Old Inn Hotel.

B972220150Z.1_20160222120122_000+G5FR7SMI.2-0.png

Også byens små butikker er turistvenlige. Der er lokal glas, krystaller og uld gemt bag stativer af postkort – og en overflod af spisesteder som reklamerer med lokal frisk fisk, udsøgt gourmet og tjekkiske specialiteter. Og øl, naturligvis. For Tjekkiet er et øl-land uden lige, og faktisk er tjekkerne det folk i verden, som drikker mest øl. Mere end 150 liter øl pr. person om året. Det er ikke uden grund, at de lokale er stolte af deres bryggerier, for landet laver noget af det bedste øl i verden. Landet har særligt gode klimatiske forhold, der gør dyrkningen af humle ideel. I Sydbøhmen brygges den verdensberømte Budvar, eller Budweiser – ikke at forveksle med den amerikanske Budweiser, som eksporteres i stor stil til hele verden. I Cesky Krumlov serveres den i et stort glas med godt med skum på toppen. En velfortjent servering efter traveturen gennem byens gamle historie.

Oplev også

Pisek

  • En mere pulserende by end Cesky Krumlov, som har Tjekkiets ældste bro, Kamenni most, en 110 meter lang stenbro udsmykket med statuer af Johannes af Nepomuk, Skt. Anna og flere andre. Byen ligger halvanden time fra Prag med bus og 78 km. fra Cesky Krumlov.

Holašovice

  • En charmerende lille landsby med små huse og mindre gårde, alle dekorerede i forskellige farver og udsmykkede med garneringer i barokstilen. Byen er optaget på Unesco’s liste over verdens kulturarv. Byen ligger to en halv times kørsel fra Prag og en halv times kørsel fra Cesky Krumlov.

Hluboká Slot

  • Endnu en af Sydbøhmens unikke perler, som er værd at besøge, hvis man er i området. Slottet ligner et eventyrslot fra børnebøgerne. Store hvide vægge, balkoner og høje tårne får slottet til at ligne noget, der er taget ud fra et Walt Disney–univers. Kun 23 kilometer fra Cesky Krumlov og et oplagt udflugtsmål fra Cesky Krumlov.

Tre råd til rejsen

  • Hyr en guide, eller deltag på en af de arrangerede byvandringer i byen. Mange huse, gader og bygninger har masser af historie og mytiske fortællinger knyttet til sig, og det er en underholdende måde at opleve byen på.
  • Tag en tur på floden Vltava – enten i en kano, kajak eller en lille båd. Det er rart at opleve de historiske omgivelser på en rolig og fredfyldt måde. Både og udstyr kan lejes i en af de mange bådudlejninger i byen.
  • Klassisk tjekkisk mad består i høj grad af svinekød – flæskesteg, schnitzel og pølser – med kål, knødel eller dumplings. Gullash er også en klassisk ret, som serveres mange steder – selvfølgelig med en god øl til at skylle den tunge mad ned med. Både i Cesky Krumlov og i resten af landet er der dog i højere grad fokus på gourmet og moderne mad, så man kan spise rigtig godt og billigt mange steder, uanset om man er til det traditionelle eller det nytænkende.

Rejsen dertil

Man kan kombinere en tur til Cesky Krumlov med et par dage i Prag, som er nem at komme til fra både Billund og København. Der er flere forskellige flyselskaber at vælge imellem og priserne begynder ved 500 kr. t/r.

Fra Prag er der ca. 180 kilometer, og der kører direkte busser med afgang flere gange dagligt. Turen tager tre timer og en busbillet koster fra 41 kroner.

Jyllands-Posten var inviteret af Czech Turism

B972220150Z.1_20160222120122_000+G5VR729P.1-0.png

Anmeldelse: Det klassiske Prag

10-11-2009: Oplevelserne står i kø i Prag. Tjekkiets hovedstad er beriget med historiske bygninger, enestående arkitektur, romantiske kælderrestauranter, folkelige ølknejper, eksperimenterende teatre og hyggelig cafeer. Læs artikel

Guide: Prag for voksne

15-07-2015: Den tjekkiske hovedstad er en østeuropæisk perle med en charmerende blanding af klassiske turistattraktioner, hemmelige oaser, interessant historie og ikke mindst gode og billige øl. Læs artikel

Guide: Se Hemingways Paris og Virginia Woolfs London

18-07-2016: I stedet for at rejse ind i bøgernes verden i din sommerferie kan du også rejse ud i verden og se, hvor de store romaner udspiller sig. Læs artikel

Guide til Norditaliens ældste by, Padova

21-06-2016: Mellem Venedig, Milano og Firenze ligger Norditaliens ældste by, Padova, der trods sin lokale charme og lange historie stadig står i skyggen af de nærliggende turistmagneter. Men nu fører Padova an og flirter med besøgende over flodture, kunst, kultur og historie. Læs artikel

Guide til kultur og shopping i hansestaden Bremen

21-06-2016: Trods 1200 år på bagen er hansestaden Bremen ved Weser-floden en sprællevende by, der frister med et mix af historie, ny og gammel kultur, gastronomi, vin og events. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...