Find mere om:
Guide til et besøg i Beijing uden guidebog | rejser.guide.dk

Uden guidebog i Beijing

Når guidebogens obligatoriske pensum er vel overstået, er det tid til at gå på opdagelse og se nærmere på nogle af Beijings mere overraskende oplevelser.

Den Forbudte By, Den Kinesiske Mur og Den Himmelske Fredsplads. Det er bare tre af de attraktioner som ingen turist må snyde sig selv for under et besøg i Beijing. Kinas kaotiske og fascinerende hovedstad har dog uendeligt meget andet at byde på.

Jyllands-Posten har samlet fire alternative oplevelser til turisten, der har mod på at lægge guidebogen til side for en stund og stifte bekendtskab med den kinesiske hovedstads mere overraskende sider.

Spis på nordkoreansk

B972212213Z.1_20160211145524_000+GMHR53VR.2-0.jpg

En tv-skærm viser billeder af Kim Jong-un, og lyden af klapsalver brøler ud af de små højttalere. I mens gør tjeneren opmærksom på, at priserne i menukortet lige skal tillægges 15 pct. service-fee. Ikke usædvanligt andre steder i verden, men yderst sjældent i Kina. Og dermed er scenen sat på Haedanghwa, som er et lille stykke Nordkorea beliggende midt i Beijing.

Restauranten er drevet af den nordkoreanske ambassade i Beijing, og den kvindelige tjener er hentet ind fra Pyongyang, men ellers er her intet, der rimer på kommunisme. Tværtimod. Her bedrives benhård kapitalisme.

Menukortet indeholder blandt andet Pyongyang Bibimbap med ris, stegt kød, snittede grøntsager, chilisauce og et spejlæg serveret i en støbejernsgryde til ca. 40 kr.

Herfra stiger retterne i pris og flere koster mange hundrede kroner.

Til maden drikker koreanerne selv gerne brændevin, så ud fra devisen om skik følge eller land fly bliver der bestilt en flaske nordkoreansk brændevin. Det er den billigste – der dog koster ca. 725 kr. Den fulde oplevelse er således ikke nogen billig fornøjelse, men dog en særegen af slagsen. Og det tætteste man kommer på et møde med Nordkorea uden at skulle krydse grænsen til verdens mest lukkede land.

Et balsameret legeme

B972212213Z.1_20160211145524_000+G70R544J.2-0.jpg

Engang var Maos Mausoleum obligatorisk på en rejse til Kina. Det er ikke helt tilfældet længere, og interessen fra især udenlandske turister synes faldende, i samme takt som Kina bevæger sig længere væk fra kommunismen. Det er da også svært at forestille sig, at Kina for 40 år siden var lige så lukket, paranoidt og fattigt, som Nordkorea er i dag.

Under Mao Zedongs lederskab var Kina præget af hungersnød, vanvittige politiske kampagner samt en overdreven personkult omkring lederen, og Kina-iagttagere vurderer, at Mao har mellem 20 og 70 mio. kineseres liv på samvittigheden. Kina har dog aldrig taget opgøret med fortiden, så kineserne kommer her fortsat og mindes alt det gode, som Mao også stod for: gratis skolegang, gratis lægehjælp og garanteret arbejde til alle.

Et besøg i mausoleet er således nøglen til Kinas moderne historie og samtidig en bizar oplevelse, som ikke fås tilsvarende mange andre steder i verden. Bemærk f.eks. hvordan kineserne køber plastblomster, som bliver lagt ved foden af en overdimensioneret Mao-statue i mausoleet for derefter at blive samlet sammen og returneret til butikken.

Mao ønskede at blive kremeret, men det blev besluttet, at hans legeme skulle balsameres og lægges i en glaskiste til skue for offentligheden.

Tag til lokal fodbold

B972212213Z.1_20160211145524_000+GMHR5409.2-0.jpg

Slagsangene hylder hjemmeholdet, dommeren anklages for at være korrupt, og skældsordene fra tribunerne optræder ikke i kinesiske skolebøger. Ja, livet som fodboldfan i Kina ikke meget anderledes end i resten af verden. Især ikke når man har kastet sin kærlighed på et hold, der tilbringer en kummerlig tilværelse i midten af den bedste kinesiske række, Chinese Super League.

Beijing Guoan er hovedstadens største fodboldhold, som har hjemmebane på Arbejdernes Stadion, hvor der i snit samles 40.000 tilskuere til holdets kampe. Det på trods af, at holdet ikke har vundet mesterskabet i syv år og senest endte på en fjerdeplads. Men det interessante er, at kinesisk fodbold inden for få år spås til at rykke op som den tredjestørste målt på tilskuerantal - kun overgået af England og Tyskland.

I Beijing løber et par ukendte brasilianere og en italiensk træner rundt, men andre hold i den kinesiske liga har shoppet flere profiler fra store europæiske klubber. Det gælder f.eks. Jackson Martinez fra Atlético Madrid og Ramires fra Chelsea.

Du kan købe billetter via holdets hjemmeside, men den er kun på kinesisk. Derfor er bedste bud at tage ud til stadion på kampdage, hvor der altid står en kineser med en billet i ”overskud”, som du kan købe for lidt mere end billettens pålydende pris.

Cool cocktailbar

B972212213Z.1_20160211145524_000+GMHR540H.2-0.jpg

Beijing har ikke noget at skamme sig over, når det kommer til natteliv. Her er alt fra små billige, lokale barer over lækre natklubber til urbane cocktailbarer.

Janes + Hooch placerer sig som byens førende i den sidste kategori, og her mødes hovedstadens unge, smukke og rige over en velkomponeret New York Sour eller Black Negroni. Det er et sted, man ikke ville have været overrasket over at finde i New York eller London, men som altså ligger i Beijings berygtede bargade Sanlitun, der normalt har ry for tarvelige barer og lurvede natklubber.

Cocktailkortet indeholder en håndfuld klassiske cocktails, nogle sæsonvarer, der skiftes ud med jævne mellemrum, og så de mere specielle som Coffee & Cigarettes med både whisky, kaffe og mørk chokolade. Prislejet er 70 til 90 yuan (ca. 72-93 kr.) pr. cocktail.

Udover at være en cool cocktailbar, er Janes + Hooch også et vidnesbyrd om et ambitiøst og fremadstormende Kina anno 2016. Herinde sidder en skare af selvbevidste kinesere, der alle har høstet frugterne af landets økonomiske fremmarch og flasher deres rigdom i form af dyrt tøj, dyre vaner og dyre drinks.

Og de ryger i hegnet, som var der ingen dag i morgen – men med en ukuelig tro på fremtiden.

Rejsen dertil

Der er to muligheder for at rejse til Beijing: Tog eller fly.

Toget starter i Moskva og er en uge om at nå Beijing, mens flyet kan tilbagelægge turen fra København til Beijing på under 10 timer. En lang række flyselskaber flyver til Beijing, bl.a. Finnair via Helsinki til priser fra 3.600 kr. tur/retur inkl. skatter, bagage og mad ombord på flyet.

Jyllands-Posten var inviteret af Finnair

Om Beijing

Beijing er hovedstad i Folkerepublikken Kina og rummer 21,5 mio. indbyggere. Det er Kinas tredjestørste by efter Shanghai og Guangzhou.

Beijings historie går flere tusinde år tilbage, og byen rummer således et rigt antal historiske mindesmærker. Samtidig er det i høj grad en by i bevægelse. hvor der bliver revet ned og bygget op i stor stil. Det betyder, at byen hele tiden ændrer karakter, og nye interessante bydele springer op. Selv kineserne kan have svært med at følge med i den hastige udvikling.

Regeringen har lukket Facebook

Mange hoteller tilbyder trådløst internet, men det er ikke til stor hjælp, når nogle af internettets mest populære sider er lukket i Kina. Det gælder Facebook, Twitter, Google, Instagram, Snapchat, YouTube, Dropbox, WordPress og flere. Det kan føles som en kold afvaskning, hvis man er glad for sin telefon, men blokeringen kan omgås med VPN. Det skal dog sættes op hjemmefra og kan ikke gøres i Kina. Kinas halve milliard mobilbrugere går således ikke på Google, men på Baidu.com når de skal bruge en søgemaskine.

Hvor er alle cyklerne blevet af?

”There are nine million bicycles in Beijing”, lød omkvædet i det populære pophit med Katie Melua. At den sang har nogle år på bagen bliver hurtigt tydeligt i det øjeblik, man sætter fødderne i Beijing, for cyklerne er i stor stil forsvundet fra gadebilledet. I stedet er de erstattet af biler med dertilhørende trafikale udfordringer, og Beijng er i dag præget af lange bilkøer. Den nemmeste vej rundt i byen er derfor typisk det veludbyggede metronet.

Her skal du bo

Beijing bugner af luksushoteller, og det i en klasse, som langt overgår, hvad vi kan byde turister i Danmark. Rosewood-kæden står for nogle af verdens ypperligste byhoteller, og kædens hotel i Beijing er af en kaliber, der har fået eksperter til at spærre øjnene op. Rejsemagasinet Condé Nast har sat det på bladets eftertragtede Hot List over verdens vildeste hoteller, og på Trip-advisor rangerer det som nr. to ud 5.540 hoteller i Beijing. Det er en hoteloplevelse langt ud over det sædvanlige til en pris fra 915 kr. pr. person pr. nat i delt dobbeltværelse.

Se mere på: rosewoodhotels.com/beijing

Guide til et ophold i vandtårnet i Middelfart

09-11-2014: I Middelfart er et gammelt vandtårn blevet indrettet som et eksklusivt ferie- og kursussted i syv runde etager. Explorer har afprøvet den alternative luksusbolig i en weekend, der stod i forkælelsens tegn med vin og gourmetmad. Læs artikel

Nyhed: En weekend med hovedet nedad

25-02-2010: Sydney på den anden side af jordkloden er en af verdens flotteste byer. Kronjuvelen er havnen og vandet. Men der er meget andet. Læs artikel

Guide: På første klasse i Hamburg

22-05-2009: Bylivet i de gamle velhaverkvarterer langs Elben er et afslappende stop for bilrejsende på vej sydover. Læs artikel

Nyhed: Oslo - nu med internationalt snit

14-04-2009: Ikke mindst det ny operahus trækker op. Læs artikel

Guide til tre besøgelsesværdige byer i USA - Charleston, New Orleans og Savannah

08-07-2016: Læserne af rejsemediet "Travel+Leisure" har kåret verdens ti bedste byer. Tre af disse ligger tilsyneladende i de amerikanske sydstater. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...