Nytårsfest hos paven

Fortvivlet kigger jeg ud over menneskemængden, som denne nytårsaften står i en tæt kreds rundt om Peterspladsen, der er afspærret med hegn og bevogtet af et hav af politifolk. Jeg når det aldrig!

Klokken er 15, og folk bliver først lukket ind på pladsen klokken 16, lyder det fra en politimand, der er ligeglad med den lap papir, som jeg vifter med. Den fortæller, at jeg kommer fra Danmark, hvor jeg har bestilt billetter hos den katolske kirke til aftenens gudstjeneste - til afhentning ved Bronzeporten nord for katedralen.

Han ryster bare på hovedet og peger ud over havet af tålmodigt ventende unge og gamle, nonner og gejstlige, indfødte og turister som jeg. Om i køen bag alle de andre, hvoraf mange tydeligvis er bedre forberedte end mig, da flere af dem går rundt med blå adgangsbilletter i hånden. Det er netop det nervepirrende.

Vatikanet i telefonen

Hjemmefra har vi bestilt og fået en elektronisk bekræftelse på fire billetter til Vesper, som aftengudstjenesten kaldes i den katolske verden, og også fire billetter til messen 1. nytårsdag. Men på papiret står, at billetterne skal hentes senest dagen før, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre for os, da vi netop er ankommet til Rom. Hjemmefra har jeg dog faxet besked om vore vanskeligheder til Vatikanet, og en lørdag i december havde jeg på indkøb i supermarkedet pludselig en mørk engelsk stemme i mobiltelefonen:

»It is from the Vatican,« sagde stemmen myndigt. Uvilkårligt rankede jeg ryggen og fremførte igen mit ærinde. Om vi kunne få lov til at hente billetterne umiddelbart forud for gudstjenesten, da vi først ankom nytårsaftensdag?

»Ja,« svarede manden, og nu står jeg så her på Peterspladsen, mens resten af familien er fortsat ud i Rom for at finde vores hotel, hvorefter de vil støde til.

Men tiden er knap. Vil det lykkes at få billetterne? Og hvor er Bronzeporten?

Sådan går et par nervepirrende timer, for da politiet først begynder at lukke folk ind på den kæmpestore, oplyste plads, foregår det i snegletempo. En episode, hvor den aldrende pave blev overfaldet af en sindsforvirret kvinde, har skærpet sikkerhedsforanstaltningerne, og alle skal igennem et grundigt sikkerhedstjek.

Billetter hos schweizergardist

Men endelig lykkes det. Jeg er inde på pladsen, som i tusmørket er et storslået skue. Med obelisken, springvandet og i højtidens anledning midt på pladsen et stort oplyst overdækket plateau med Maria, Josef og lille Jesus i krybben i stalden. Og i baggrunden naturligvis Peterskirken. Verdens største kirke, der står beskyttet af sine helgenstatuer, og hvorudfra Berninis kolonnader nærmest omfavner menneskemængden. Klokken er lidt over 17, så jeg pisker efter anvisningen i brevet fra Vatikanet over mod pladsens højre del, hvor jeg finder en lille kø foran en trappe op til en åben bronzedør, der er bevogtet af pavens personlige livgarde, de berømte schweizer-gardister. De er klædt, som da garden så dagens lys for 500 år siden - med farver og svung.

Jeg venter i køen, der hurtigt svinder ind, skynder mig op ad trappen, forbi vagterne og frem til en skranke, hvor jeg fremfører mit navn og min nationalitet. En schweizergardist bladrer roligt i en kasse - og vips! fisker han to kuverter frem med de blå billetter. Sådan!

De er gode bureaukrater her i Vatikanstaten.

Mere rolig lunter jeg mod indgangen til kirken. Undervejs er der flere, der rækker ud og spørger, om de må få mine billetter. Aftenens gudstjeneste er et ubetinget højdepunkt i den katolske kirke. Jeg klamrer mig til kuverterne, mens jeg forsøger at få kontakt til familien, der åbenbart har haft besvær med at finde hotellet. De er først nu klar til at komme ind mod Peterspladsen, melder mobilen.

Procession og messesang

Inde i kirken får jeg udleveret en lille tyk bog med aftenens tekster og sange, og det lykkes mig at lægge beslag på fire siddepladser bagest i kirken. Desperat ringer og sms'er jeg til familien, der flakker rundt i Rom og har problemer med at fange en taxa. Jeg er mere og mere pinligt berørt over at lægge beslag på fire pladser, som der kastes overordentlig mange længselsfulde blikke mod, efterhånden som kirken propfyldes.

Klokken bliver 18, og jeg aner ikke, hvor familien bliver af, og jeg kan ikke komme i kontakt med dem, så da klokkerne lyder, og højmessen går i gang, lader jeg siddepladserne gå og læner mig tilbage i sædet for at nyde historiens vingesus.

Omgivet af kardinaler går den hvidhårede pave Benedikt XVI i procession op ad gangen. Med sin brokadekåbe, sin høje tiara, den tredobbelte pavekrone og sin hyrdestav går han næsten lige forbi mig med retning mod podiet i midten af kirken. Han standser et par gange for at velsigne et barn og give håndtryk. Så vidt jeg altså kan se - for vi er mange, der strækker hals for at filme eller bare få et glimt af en af verdens mest berømte mænd.

Kirken genlyder af den latinske messesang, inden paven prædiker fra stolen foran alteret, og min telefon omsider giver lyd fra sig:

Så er der kontakt med familien, der står i regnvejr ude på pladsen. Vagterne vil ikke lukke dem ind, nu da gudstjenesten er i gang. Hm!

Jeg forbarmer mig og går ud til dem. Stemningen er også magisk på den oplyste plads, hvor lyden fra katedralen strømmer ud ad højttalere. Det er altså særligt at være i Rom nytårsaften, også selv om man er sådan en almindelig dansker-kristen.

Vi drager glade ud i nytårsnatten, der bliver skudt ind sammen med de lokale, inden vi skynder os hjem til hotellet. Vi skal jo tidligt op, så vi kan være i god tid til højmessen 1. nytårsdag.

LÆS OGSÅ: Nye dele af Colosseum åbnes