Find mere om:
Indisk stjernemad i London | rejser.guide.dk

Indisk stjernemad i London

Den eneste indiske restaurant i verden med en Michelin-stjerne ligger i London. Og så er oplevelsen endda til at købe for penge.

Restauranter med én eller flere Michelin-stjerner er ofte så dyre bekendtskaber, at mange på forhånd fravælger et besøg - selv når de i forbindelse med storbyferier alligevel slider hårdt på kreditkortets magnetstribe.

De, der er parate til at betale for en potentielt kulinarisk oplevelse, vil af samme grund satse på det sikre, hvilket ofte er ensbetydende med det franske eller fransk inspirerede køkken.

I London eksisterer imidlertid muligheden for at stifte bekendtskab med en stjernerestaurant, der er økonomisk overkommelig, og så er den indisk. Faktisk den eneste i verden med en Michelin-stjerne, efter at Devi i New York ikke kunne holde skansen i 2009-udgaven af Guide Michelin.

Det gør derimod Quilon på Buckingham Gate i Westminster, der på grund af de mange regeringskontorer, New Scotland Yard, kasernen Wellington Barracks og andre arkitektonisk fattige bygninger ikke just er alfarvej for turister.

Smagen i balance

Restaurant Quilon lægger vægten på det sydvestindiske køkken, dvs. regionen omkring Goa, hvorfor menukortet er bygget op omkring alt godt fra havet, friske grøntsager og den kombination af krydderier, der skaber en raffineret balance uden at være sansedræbende skarp eller det modsatte.

Udvalget af forretter er så stort, at mange vil få svært ved at vælge, men her træder personalet diskret til med venlighed og skyder sig med stor kompetence hurtigt ind på, hvad der vil give gæsterne den største oplevelse.

De mest krydrede retter er forsynet med en stjerne til hjælp for både dem, der gerne vil smage essensen af det sydvestlige Indien, og dem, der gerne vil nøjes med en lettere variant.

Er man flere, anbefales det at bestille forskellige forretter og dele med hinanden. Alternativt kan man få en tallerken med forskellige forretter som langtidsstegt lammebov med fennikel og mynte, fisk med karryblade, porrer, ingefær og tamarinde chutney; og blomkål lynstegt med grøn chili og karryblade serveret med yoghurt. Perfekt.

Hovedretterne har vægten lagt på grøntsager og havets råvarer, og efter råd fra personalet blev der bestilt marinerede, stegte tigerrejer i sylteløgsmasala; andebryst stegt med rød chilipasta, løg, anisfrø og tomater samt frisk mango stegt med revet kokosnød, grøn chili, sennepsfrø, karryblad og yoghurt.

Tilbehøret bestod af tawa paratha, der er fuldkornshvedebrød stegt i vandbøffelsmør på en støbejernpande; basmatiris tilberedt med frisk revet kokosnød, sennep og chili samt den i det indiske køkken uundværlige yoghurt, som balancerer selv de mest krydrede retter af.

Vin eller øl til indisk?

Quilon har et ganske pænt vinkort, der geografisk dækker de store vinproducerende lande. En enkelt indisk vinproducent, Grover Vineyards, har fundet vej til kortet med henholdsvis en Grover Sauvignon Blanc 2005 og den røde Grover La Réserve 2003, der begge stammer fra Nandi nord for Bangalore.

Det mangeårige alkoholforbud i store dele af Indien i årtierne efter selvstændigheden har betydet, at megen lokal knowhow inden for vinproduktion er gået tabt. Grover Vineyards har eksisteret siden 1988, og tredje generation arbejder ihærdigt på at genvinde det tabte.

Mange vil mene, at øl passer bedre til indisk mad, og Quilon byder på et bredt udvalg fra mikrobryggerier. Vi valgte en Little Creatures og en Pietra. Sidstnævnte er en økologisk øl brygget med kastanjer og passede perfekt til de valgte retter.

Vi sprang desserten over og sluttede i stedet af med kaffe og Darjeeling te.

Quilons alternativ til a la carte er to menuer på fem og otte retter til henholdsvis 55 pund og 75 pund pr. person. I prisen indgår øl, der er nøje udvalgt til at give det optimale samspil med de forskellige retter, og det er hævet over enhver tvivl, at man for sine 455 eller 625 kr. bliver ført ind i en kulinarisk verden, der så rigeligt er pengene værd.

Oplevelsen i det varme interiør med de store vægmalerier var stor, og det er ikke svært at forstå, at Quilon forsvarer sin Michelin-stjerne.

London har i kraft af kolonitiden mange indiske restauranter, heriblandt flere af høj kvalitet, men ingen kan matche Quilon.

Regningen for to lød på 99,21 pund (825 kr.) inklusive de 12,5 pct. i drikkepenge, som stadig flere restauranter i London automatisk lægger på regningen, hvad enten det er fortjent eller ej. I Quilons tilfælde var drikkepengene velfortjent for den forbilledlige service.

438 kr. pr. person for at stifte bekendtskab med en indisk stjerne er en oplevelse, der er pengene værd.

Quilon

41 Buckingham Gate

London SW1E 6AF

Tlf. +4420 7821 1899

www.quilon.co.uk

Nærmeste undergrundsstation: St. James

Guide: Sviptur til Colchester

18-08-2011: Gør som englænderne: Slap af på byturen med a nice cup of tea. Læs artikel

Nyhed: London er Europas værste madby

16-07-2010: Til gengæld er den populære britiske hovedstad én af de mest spændende byer at opholde sig i. Læs artikel

Anmeldelse: Ingen alkohol, ingen hummer, ingen steak

23-06-2010: New Yorks kulinariske tilbud er en drøm for sundhedsfanatikere, dyreelskere og allergikere. Rå retter, mad uden animalske produkter og kager uden gluten hitter i millionbyen. Læs artikel

Nyhed: Prøv Islingtons gode gemmer

11-11-2009: London byder altid på nye overraskelser, men hvor skal man begynde? Prøv Islington, der har udviklet sig til et af metropolens mest trendy forstæder. Læs artikel

Guide: De fem bedste cocktailbarer i London

28-12-2014: Cosmopolitan eller Tom Collins. London er fuld af barer, der serverer klassiske cocktails i stilfulde omgivelser. Her er fem af de bedste cocktailbarer i den engelske hovedstad. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...