Find mere om:
Odense – eventyrets hovedstad | rejser.guide.dk

Odense – eventyrets hovedstad

Følg i H.C. Andersens fodspor i eventyrbyen, som myldrer med arrangementer med relation til hans navn og fortællinger.

Er man en lille purk eller blot lidt kortbenet, er det ikke helt let at at træde i H.C. Andersens fodspor. For han var høj – med sine 185 cm var han faktisk ca. 25 cm højere end gennemsnittet i 1800-tallet. H.C. Andersen var langbenet, tog lange skridt og havde store fødder, og selv i dag kan kun de færreste udfylde de røde fodaftryk i str. 47, som på en 3,1 km lang rute leder os til de 13 steder i Odense, der har haft størst betydning for hans 14 første leveår i byen.

Nogle har dog haft held til at ramme fodaftrykkene, for adskillige steder er de så blege og nedslidte, at det er vanskeligt at se dem. Heldigvis er der hjælp at hente i form af en lille guide i praktisk lommeformat på dansk og som app på 10 sprog med en lille fortælling om hvert af de 13 markerede stop.

Ud for hvert sted samles fødderne til et par, som drejer ind mod en messingplade, nedfældet i fortovet og med en inskription om det pågældende sted.

Eventyrhus på vej

Første stop i kort afstand fra banegården er H.C. Andersens Hus. Digterens fødehjem har siden 1908 været en del af museet, der er blevet udbygget i flere omgange og er opdelt efter temaer.

Her møder vi Henrik Lübker, museumsinspektør ved Odense Bys Museer. Han fortæller med stor entusiasme om sine visioner i forbindelse med det eventyrprojekt, der nu kan realiseres, efter at Odenses efter sigende mest forhadte gade, den firesporede Thomas B. Thriges Gade, er blevet lukket for biltrafik i midtbyen og ikke længere skærer byens historiske center midt over.

Det er tanken at rive de nuværende museumsbygninger ned – dog ikke

fødehjemmet – og erstatte dem med et eventyrhus, hvor H.C. Andersen tages ned fra piedestalen og kommer i øjenhøjde. Der skal være fokus på mennesket Hans Christian Andersen og på hans eventyr, så publikum får indtryk af at bevæge sig i hans eventyrunivers, et sted hvor der er plads til undren, og ingen giver svar.

Samtidig vil fødehjemmet blive ført tilbage til det oprindelige, blive gjort historisk ærligt med lerstampede gulve og rå vægge m.v.

Eventyrhus og magisk have

Den materielle ærlighed ligger Henrik Lübker stærkt på sinde, og han pointerer, at der for alt i verden ikke må komme noget Disneyagtigt ind i det kommende hus og en magisk have. Indholdet er i store træk fastlagt som resultat af en international idékonkurrence i 2014, men selve byggeriets udformning afgøres ved en arkitektkonkurrence.

I tilknytning til museet ligger børneaktivitetshuset Fyrtøjet, hvor børnene kan bevæge sig ind i eventyrverdenen via bl.a. leg, fortællinger og teater. I hele 2015 er temaet "Den standhaftige tinsoldat". Også dette hus indgår i nytænkningen. Men indtil 2016 fortsætter alt som hidtil, idet projektet først forventes realiseret i 2019.

B971923129Z.1_20150312165529_000+GMDJQ4F0.2-0.jpg

Vi tager et kig ind i mindehallen, en kuppelformet del af museet, som Niels Larsen Stevns i 1929 dekorerede med enorme fresker – otte billeder fra H.C. Andersens liv, skildret i selvbiografien ”Mit livs eventyr”.

Næste stop er uden for det gulkalkede hjørnehus, som vi lige har set indefra. Det lå i Odenses fattigste del, og da H.C. Andersen blev født her i 1805, boede der fem familier i huset.

Vi fortsætter til Sortebrødre Torv, hvor landets eneste permanente teater uden for København lå, og her hentede han næring til sin drøm om et liv på scenen.

Stop nr. 4 er ved Fattiggården med fattigskolen på første sal, hvor H.C. Andersen gennemgik en mangelfuld undervisning. Det meste af tiden digtede han historier ud fra bibelske motiver på væggen i skolens læsestue.

B971923129Z.1_20150312165529_000+GMDJQ4FM.2-0.jpg

Statue ved åen

Fodsporene fører os ned til åen, hvor digterens mor arbejdede som vaskekone, og videre langs åen til bronzestatuen af digteren, som blev placeret i Kongens Have i 1888 og senere flyttet. I hans barndom troede folk, at Åmanden boede ved åens dybeste sted og krævede ofre (druknede) for ikke at lave oversvømmelser. Sagnet inspirerede H.C. Andersen til eventyret ”Klokkedybet”.

Tugthuset, som H.C. Andersen beskriver i romanen ”O.T.”, er stop nr. 7, og så er vi fremme ved barndomshjemmet i Munkemøllestræde, hvor han boede, indtil han som 14-årig rejste til København. Det var et fattigt hjem, men han tænkte tilbage på det med glæde, fordi det også var fyldt med kærlighed. Det var her, drengens fantasi fik næring fra teaterplakater, bøger, historier og ikke mindst hans kæreste eje, et lille dukketeater. Faderen døde her, og den oplevelse inspirede ham senere til eventyret ”Snedronningen”. Selve hjemmet og de tilstødende lejligheder er indrettet som museum.

H.C. Andersens forældre blev gift i Odense domkirke (stop nr. 9), hvor faderen også blev begravet. Tre år senere blev unge Andersen konfirmeret her og fik i den anledning sine første læderstøvler. Allerede dengang var han forfængelig, og glæden over støvlerne overskyggede næsten selve begivenheden i kirken. Den erindring vender han tilbage til i eventyret ”De røde sko”.

Spådom opfyldt

På rådhuset fik H.C. Andersen i 1867 trods en slem tandpine sit livs lykkeligste oplevelse. Han blev hyldet af folket med fakler og udnævnt til byens æresborger. Dermed gik den spådom, han modtog, kort før han rejste ud i verden for at blive berømt, i opfyldelse: ”Det vil gå ham bedre, end han fortjener – en dag vil hele Odense blive oplyst til hans ære.”

Digterens mor døde – dybt alkoholiseret – på hospitalet på Gråbrødre, hvor der også var kirke og sindsygeanstalt. Her hørte han skræmmende og fascinerende historier som barn, noget af en kontrast til hans oplevelser på slottet, hvor den senere kong Christian VIII boede i 1815.

Moderen arbejdede jævnligt som vaskekone på slottet og tog drengen med, og han legede både med de andre tyendebørn og med prins Frits, den senere kong Frederik VII – Odenses anden æresborger.

Vi slutter vandringen ved Sct. Hans kirke, hvor H.C. Andersen blev døbt 10 dage gammel og skreg så højt, at præsten blev irriteret. En fadder mente dog, at jo højere drengen skreg, desto bedre sangstemme ville han udvikle. Sådan gik det, og han er hædret med en mindeplade i kirken.

B971923129Z.1_20150312165529_000+GMDJQ4FF.2-0.png

H.C. Andersen-arrangementer

Vandringen i fodsporene er slut, men det er mulighederne for oplevelser i relation til Danmarks berømte eventyrdigter langtfra. Hver sommer markedsføres Odense som en levende eventyrby. Årets første markering er digterens fødselsdag den 2. april, og så går det løs med eventyrløb, eventyr på åen, når Odense Åfart på udvalgte afgange glider gennem bøgeskoven, og figurer fra H.C. Andersens eventyr opfører små skuespil på bredden.

Der er eventyrparade i Lotzez Have i skoleferien, der er H.C. Andersen festspil i Den fynske Landsby, H.C. Andersen julemarked, H.C. Andersen Marathon og som noget relativt nyt årlige H.C. Andersen Festivals i uge 34 med kulturoplevelser for alle. Noget er gratis, andet kræver billet. I 2014 var der 670 tilbud fordelt på gadegøgl, teater, koncerter, foredrag, street art, parader, lysshow og ballet i byens gader, stræder, parker og pladser. Det bliver ikke mindre i 2015, hvor internationale navne ventes at trække endnu flere besøgende.

B971923129Z.1_20150312165529_000+GMDJQ4FO.1-0.jpg

Forhåndsinteressen er stor – også fra udlandet. I Kina er H.C. Andersens eventyr obligatorisk læsning for skolebørn. Det er da heller ikke tilfældigt, at en skulptur af den kinesiske kunstner Yue Minjun indgår i festivalens logo.

Vi kan udvide besøget i Odense med at tage H.C. Andersens lidt slidte motto ”At rejse er at leve” til os og følge i hans hjulspor til fynske slotte og herregårde, som han ofte gæstede. Også hertil viser en app vej. Sådan en tur kræver dog længere ben, end selv H.C. Andersen kunne mønstre.

Hans Christian Andersen

  • Han blev født i Odense den 2. april 1805 og rejste som 14-årig til København, hvor han skaffede sig kontakter inden for teater- og kunstverdenen. Han måtte dog senere opgive sine balletdanser-, skuespiller- og sangerdrømme.
  • Han skrev i 1821 sit første skuespil ”Røverne i Vissenbjerg” og kom som 17-årig på latinskole i Sorø takket være donationer fra Frederik VI.
  • I 1827 fik han udgivet digtet ”Det døende barn" i Kjøbenhavnsposten, hvilket blev starten på hans forfatterkarriere. I 1828 tog han studentereksamen og fik 1831 udgivet sin første digtsamling 1831.
  • I 1835 fulgte hans første roman og to første eventyrsamlinger. I alt har H.C. Andersen fået udgivet 156 eventyr, der er oversat til ca. 160 sprog. Derudover skrev han bøger, digte, dramaer, selvbiografier og rejseskildringer. Han lavede også buketter og papirklip og menes at have opfundet det flettede julehjerte.
  • H.C. Andersen rejste meget i Danmark og var 1831-1863 på 29 rejser i Europa og Marokko.
  • Han blev aldrig gift og døde i København den 4. august 1875. Han ligger i dag begravet på Assistens Kirkegård i København.

Oplevelsespas

Der er besparelser ved køb af Odense oplevelsespas til 169 kr. Det gælder et døgn og giver adgang til en række museer og oplevelser, fri bustransport i Odense Kommune samt 50 pct. rabat på entrébilletten til Odense Zoo.

Oplevelsespasset kan købes på en række hoteller samt på VisitOdense turistbureau. Se mere på:

visit-odense.dk

museum.odense.dk

aafart.dk

hcandersen
festspillene.dk

hcafestivals.dk

Jyllands-Posten var inviteret af VisitFyn, VisitOdense og Hans Christian Andersen Lufthavnen.

Guide til cykelture i Aarhus

05-03-2016: I Aarhus finder du guidede cykelruter, der i et behageligt oplevelsestempo sætter fokus på byens historie, bygninger og kulturelle liv. Jyllands-Posten hjulede med på en dag, hvor arkitektoniske perler og byrum var i centrum. Læs artikel

Guide til den levende danske museumsby Ribe

22-09-2015: Ribe er ikke blot Danmarks ældste by, men også en af de mest stemningsfulde. Her finder man en helt unik bykerne, hvor stort set alle bygninger er flere hundrede år gamle. Læs artikel

Guide: Møgeltønder funkler stadig uden de kongelige

15-01-2015: Selv om prins Joachim og prinsesse Marie forlod Schackenborg Slot sidste år, er den lille sønderjyske by Møgeltønder stadig en af landets mest idylliske. Læs artikel

Guide: 48 timer i Kerteminde

01-05-2014: Brostensbelagte gader med gamle, skæve huse i alverdens farver gør den lille, fynske fiskerby i midten af Danmark til et charmerende weekendbekendtskab. Læs artikel

Guide til Den Gamle By i Aarhus

10-09-2013: Midt i Aarhus’ pulserende og energiske centrum ligger Den Gamle By. Det enorme friluftsmuseum tilbyder en række autentiske og nostalgiske tilbageblik i dansk historie til tider, hvor tampen lå på skolekatederet, og dengang teak var den hotteste træsort. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...