Find mere om:
Guide til spisning og shopping på Bondi Beach.. | rejser.guide.dk

Bedste brunch i Bondi Beach

Australiens mest populære sandstrand Bondi Beach er Sydneys postkort-varemærke på linje med Operahuset. Her har livredderne deres egen tv-serie ”Bondi Rescue”, og stranden får hvert år besøg af tusindvis af turister fra backpackere til millionærer. Jyllands-Posten guider til fire fremragende brunch-steder

Australsk brekkie på The Hill Eater

B972264872Z.1_20160415082536_000+G9TSJSD2.1-0.jpg

I North Bondi Beach på samme side som den ikoniske pastelblå bygning ligger The Hill Eatery. En trendy café med lokalproducerede råvarer og sunde morgenmadsretter.

Til frokost kan man enten bestille tapas eller burgere.

Morgenmadsmenuen serveres fra kl. 7.30 til 11.30 og byder blandt andet på hjemmelavet granola, yoghurt med sæsonens bær, pocherede æg, store portobello-svampe, grillet haloumi-ost, lammepølser, laks fra Tasmanien, avokadomos og ristet surdejsbrød.

Indretningen på The Hill Eatery er farverig med robuste træborde, flamingotapet på bagvæggen, masser af grønne planter, kulørte trekantede flagkæder og vin udstillet på en turkismalet træreol over baren.

Fra flere af bordene kan man i det fjerne se helt til strandens syd og den ikoniske Bondi Icebergs havsvømmepool.

The Hills har en hjørneplacering på pladsen i North Bondi Beach, der også er endestation for flere busruter.

Efter morgenmaden kan det anbefales at gå en tur op på golfbanen og beundre havets møde med Sydneys klippekyst og skimte perlerækken af strande syd for Bondi Beach, som kan ses på en syv kilometers kystvandring.

The Hill Eatery

Adresse: Shop 5, 39-53 Campbell Parade, North Bondi

Se mere på: www.thehilleatery.com.au

Strandudsigt fra Speedos Café

B972264874Z.1_20160415082558_000+G9TSJSCC.1-0.jpg

For enden af strandpromenaden i den nordlige ende af Bondi Beach ligger Speedos Café. Eftersigende holder den australske skuespiller Hugh Jackman af at komme her, og på nettet er der flere paparazzifotos af ham ved Speedos Café efter træning eller en dukkert i havet.

Menukortet byder både på sundt og usundt. Desuden er der ved hver menu afmærket om retten er glutenfri, vegansk eller mælke-fri. I den sunde ende af morgenmadsmenuen kan anbefales ”Green Goodness Bowl” med pocherede æg, avokado, kikærter, sesam- og hørfrø på skiver af æbler, grønkål og quinoa-brød.

Til den søde tand er Speedos Cafés ”Triple Stack Pancakes” et must – også for øjet. De tre lag af tykke pandekager er nemlig anrettet med glinsende sirup, bær, bananer, pistagenød-krymmel og blomster. Skålen med godt grønt og pandekage-stakken koster 19 dollar (cirka 95 kr.) hver.

Den gule tørstslukker ”Mango Madness” med blendet kold mango og banan, der serveres med sugerør i et stort glas til otte dollar, (ca. 40 kr.) kan også anbefales.

Fra de udendørs borde har man en god udsigt over stranden og kan let få nogle timer til at gå over morgenmaden og måske en af de mange lækre kager, som Speedos Café udstiller i deres montre. Svenske kanelsnegle, australsk bananbrød, franske mandelcroissanter og muffins er bare nogle af fristelserne.

Speedos Café

Adresse: 126 Ramsgate Avenue, Bondi Beach

Se mere på: www.speedoscafe.com.au

Brasiliansk  kaffe og morgen- madsskåle

B972264875Z.1_20160415082633_000+G9TSJSCO.1-0.jpg

På Curlewis Street ligger den nyåbnede lille biks Vida Surf Store, der sælger surf-udstyr, sunde brasilianske smoothies og populære morgenmadsskåle med açaí-bær, bananer, jordbær og kokosdrys.

Açaí udtales a-saj-i og er et bær, der vokser i toppen af palmetræstoppe i Amazonas regnskov. Açaí-bær går under betegnelsen superfood, fordi de har et utrolig højt indhold af antioxidanter. De oprindelige folk i Brasilien har spist bærerne i århundrede, og i de seneste fem år er açaí-bær for alvor blevet populære i storbyer som Sydney, New York og København.

Vida Surf Store serverer en populær morgenmadsskål med kold açaí, der smager af sorbetis og bæryoghurt. På toppen er der pyntet med snittede bananer, jordbær, granola og kokosdrys. Açaí-skålen koster 14 dollar (ca. 70 kr.) og de forskellige sunde smoothies 10 dollar (ca. 50 kr.). En stor kaffe latté i takeaway-kop koster 4,50 dollar (ca. 23 kr.).

Du kan enten hænge ud med din kaffe og morgenmadsskål på butikkens høje barstole og få dig en sludder med de to brasilianske ejere, der ved en masse om surfing. Eller du kan tage den sunde morgenmad med dig på græsset ved stranden og nyde udsigten af surfere og badegæster på Bondi Beach.

Vida Surf Store

Adresse: 144-146 Curlewis Street, Bondi Beach

Se mere på: www.facebook.com/Vida-surf-store-912744665511743/?fref=ts

Tømmermænds-mums og rock

B972264873Z.1_20160415082546_000+G9TSJSBR.1-0.jpg

Til de tømmermændsramte fås en af Bondi Beach bedste burgere hos Bonditony’s Burger Joint, der ligger på hjørnet af Glenayr Avenue og Roscoe Street – ikke langt fra Bondi Beachs bedste shoppinggade Hall Street.

En burger på australsk er med rødbede, ananas og spejlæg på bøffen. Hos Bonditony’s vælger du først mellem fem forskellige burger-typer til 15 dollar (ca. 75 kr.). Derefter om bolllen skal være glutenfri eller om du vil have din burger nøgen – det vil sige uden bolle. Og til sidst om der skal rødbede, ananas, spejlæg, friturestegte løgringe og syltede agurker i din byg-selv burger.

En kold Coca Cola kan du ikke bestille, men i stedet fair trade boblende produkter som Karma Cola, Gingerella Ginger Ale, Lemmy Lemonade og juices samt søde milkshakes.

Størstedelen af bordene på Bonditony’s Buger Joint står udenfor med god mulighed for at betragte forbipasserende under solbrillerne.

Indenfor finder du klistermærkeklædte, sorte vægge med pladecovers og polaroid-fotos. I reolen står glasflasker med vand, plastikbægere, videobånd og et par AC/DC-bøger ved siden af højtalerne, der altid spiller rockmusik. Inden ejeren Tony åbnede burgerbiksen, var han nemlig manager for rockbands, og det er blandt andet deres pladecovers, der er udstillet på væggene.

Bonditony’s Burger Joint

Adresse: 144-148 Glenayr Avenue, Bondi Beach

Se mere på: www.bonditonysburgerjoint.com

Tre råd til Rejsen

  • Bed om en flaske vand og glas til bordet. Det er gratis – og bliver ofte serveret som det første, mens I ser på menukortet.
  • Få resterne med i en plastikboks, hvis du ikke kan spise op. Det er ganske normalt i Australien at bede om en såkaldt ”doggy bag” for at undgå madspild.
  • Drikkepengekulturen er som i Danmark. Du er velkommen til at give drikkepenge, men det er ikke forventet.

Rejsen dertil

  • Flypriserne fra Billund/København til Sydney går op og ned i løbet af året. Højsæson er den australske sommer fra december til februar. Tur-retur koster flybilletten med mellemlandinger i Bangkok, Singapore eller Doha mellem 6.000 og 11.000 kr. alt efter, hvornår du rejser.
  • Bondi Beach ligger 40 minutters buskørsel fra Sydneys centrum. Elektroniske rejsekort, kaldet Opal, kan købes i de fleste kiosker og kan tankes op med det antal dollar, du forventer at bruge. Busturen fra centrum til Bondi Beach koster 3,5 dollars (ca. 18 kr.).

Guide til bydelen Fitzroy i Melbourne

12-04-2014: Melbourne er modsætningernes storby. Her er ikke mange højhuse eller andre imponerende bygningsværker, men til gengæld er der strand, charme og søde mennesker. Læs artikel

Guide til det australske køkken

27-04-2015: Det australske køkken er influeret af de sydeuropæiske og asiatiske tilflyttere, britiske straffefanger og lokale råvarer, hvilket er blevet til et stort sammensurium af nye og gamle traditioner og ingredienser. Læs artikel

Guide til tre besøgelsesværdige byer i USA - Charleston, New Orleans og Savannah

08-07-2016: Læserne af rejsemediet "Travel+Leisure" har kåret verdens ti bedste byer. Tre af disse ligger tilsyneladende i de amerikanske sydstater. Læs artikel

Guide: Tokyo klædt i lyserødt

28-03-2016: Sakura er det japanske ord for den magiske tid på året, hvor kirsebærtræerne blomstrer og maler den japanske hovedstad i de smukkeste lyserøde nuancer. Læs artikel

Guide til en strøgtur i Sankt Petersborg

01-09-2015: Flere danske krydstogtsskibe sejler til Skt. Petersborg, hvor man på en gåtur langs hovedgaden kan opleve den ekstravagante arkitektur og byens rige historie. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...