Guide: Roadtrip i Canadas vilde vest

»Stooop – der er en bjørn!«

Jeg banker febrilsk på vinduet i retning af den mørke skygge i grøften. Vi har kørt i en uge gennem det vestlige Canadas ødemark af tætte nåleskove, dybblå søer, vilde vandfald og rå bjergsider – uden det mindste syn af naturens lodne kæmpe. Indtil nu.

Sekundet efter er den tunge firehjulstrækker på vej i modsat retning. Bagud ad den snorlige, mennesketomme landevej. Det er lige præcis derfor, at vi havde valgt at tage på roadtrip i Canada: for at få uspolerede og store naturoplevelser.

Den halvgamle grizzly-bjørn er dog ikke tilnærmelsesvis så begejstret for at se os, som vi er for at se den. Faktisk ænser den os ikke – til trods for at vores bil er stoppet nogle få meter fra den. Med dens pelsede bag vendt konstant mod os går dens uddelte opmærksomhed mod vejkantens saftige græs, så den kan få fyldt ud i den manglende polstring, der efter fem måneders hi tydeligt anes under den rødbrune manke.

Vi betragter med ærefrygt den canadiske naturkonge, mens den pote for pote afsøger terrænet. Med den slags ydmyghed, der altid følger i kølvandet, når man møder store eller farlige dyr i deres naturlige habitat. Den samme følelse, der opstår, når man første gang dykker med en hval eller spotter en velcamoufleret løve på en afrikansk savanne: Man overvældes af sit eget ophav og mindes om, at man for ikke så forfærdelig længe siden var et helt andet sted i fødekæden.

Efter at have skudt de første 50 uskarpe billeder med en rystende zoomlinse, får vi løsrevet os fra mødet med evolutionen og vender tilbage til de trygge, forudsigelige highways, hvorfra maleriske landskaber konstant glider forbi – uden i detaljer at afsløre, hvor levende naturen derude i virkeligheden er.

Naturens magtdemonstration

Inden da havde vi besøgt en lille nationalpark ved navn Wells Gray, nær Clearwater 500 km nordøst for Vancouver, hvor vi havde fået forsmag på, hvad der lige om lidt ville vente os, når vi entrerede hjertet af de store naturoplevelser i Canada, nemlig Rocky Mountains. Vores rejsearrangør havde anbefalet os at gøre holdt en række steder på vores roadtrip mellem Vancouver og Rocky Mountains – og ikke bare drøne direkte til bjergkæden, der strækker sig helt til USA. Og selv om det er fristende at sætte bilen på cruise control med retning mod regionens mest yndede turistmål, fandt vi på vores tre uger lange roadtrip ud af, at uanset hvor vi parkerede bilen, trådte vi hver gang ud i specielle naturperler.

Og Wells Gray Provincial Park var bestemt værd at stoppe for. En 29 kilometer lang vej var eneste indgang ind i parken, hvorfra vi kunne drage ud på velskiltede vandreture af kortere og længere varighed. Parken har fem søer og to enorme flodsystemer, hvorfra Canadas fjerdestørste vandfald udspringer – set på mængden af uafbrudte kaskader af vand.

Canada: Fra kyst til kyst på 12 dage

Med et fald på 141 meter bragede Helmcken Falls os i møde efter en kort vandretur, hvor vi fandt frem til et lille repos i behørig afstand fra de kraftfulde vandmasser, der gjorde, at den vandmættede luft omkring os nærmest vibrerede. Fra den anden side af kløften havde vi førsteparket til naturens overlegne magtdemonstration, hvor enorme vandmængder over årene havde formet et kuglerundt hul i den ellers solide kløft af tusinder år gammelt lava under vandfaldet.

Da landmålere i 1870’erne målte op til det omfattende jernbanenet The Canadian Pacific Railway, havde de ikke fundet det buldrende vandfald, der derfor først blev opdaget i 1913. Et vidne om, hvor ufremkommeligt og isoleret meget af Canadas natur var – og stadig er.

Nærkontakt med vilde dyr

Til trods for, at vi i den forgangne uge havde haft mange mindeværdige, digitale "Kodak-moments" i naturen, kunne vi alligevel godt se, at der ventede os noget andet og mere, da vi kørte ind i området ved Rocky Mountains.

Som en knejsende indgangsport begynder enorme bjergmassiver at vokse frem og få de brede landeveje til at ligne små stier i bunden af en gigantisk kløft, der bugter sig i det uendelige.

Første stop i de canadiske Rockies, der blandt andet strækker sig mellem nationalparkerne Jasper og Banff, er området omkring selve byen Jasper. I sig selv ikke andet end et stop på et usandsynligt langt jernbanespor, hvor kilometervis af godsvogne konstant kværner. frem og tilbage. Men Jasper har også lagt navn til Canadas største nationalpark, der ligger i baghaven af den lille by og er et 10.000 km2 stort hotspot af naturoplevelser.

Vi starter ud med The Old Fort Point Loop, og efter nogle kilometers vandring kommer vi til et sted, hvor der i 1811 blev bygget en pelshandelsstation. Inden vi trådte ind i den tætte nåleskov, kom en lettere overvægtig mand forpustet ud af skoven og sagde, at han lige var stødt på en bjørnemor og hendes to unger. Han prøvede at virke fattet, men man kunne udmærket se, at det havde været nærkontakt af en grad eller to for meget. Alle ved, at mødre med børn er utilregnelige, hvis de føler sig truet – uanset race.

Canada er som skabt til en ferie i autocamper

Vi valgte den anden vej rundt i loopet for at undgå at løbe lige i favnen på en emsig bjørnemor, og sørgede for at lave larm, eftersom vi ikke (i modsætning til alle andre, åbenbart) havde købt en bjørneklokke til at signalere, hvor der er mennesker. Generelt er bjørnene meget frygtsomme og løber bort ved synet af et menneske – medmindre man eksempelvis kommer imellem dem og deres unger.

Den ændrede rute betød, at vi rimelig hurtigt mistede orienteringen, og efter at have set det flade bjergrepos, hvor handelsstationen havde ligget, gik vi samme vej tilbage. Vi spejdede nervøst efter bjørnene, men fik heldigvis kun fornøjelsen af at møde et bighorn sheep – et vildt får med store buede horn, der især er forekommende i Rocky Mountains. Den lå roligt på en forhøjning og spejdede ud over nationalparken, men havde alligevel hele tiden et af de udstående øjne på os. Igen blev vi lidt overrumplede over, hvor tæt vi kom på dyrelivet i Canada.

Da vi dagen efter i støvregn kører ud til søerne Lake Beauvert og Maligne Lake, passerer vi en gruppe mule deers. I deres græsningsiver har de æsellignende hjorte forvildet sig ud til vejen, men de synes ikke at være generet af trafikken.

Da vi når frem til de to søer er regnen taget til, og vi dropper at leje en kano til 250 kr. i timen og nyder i stedet en kop kaffe til en 10'er i tørvejr til synet af den mørke, stemningsfulde himmel og det krystalklare vand, der danser under regndråberne. Vi så rigtig mange af den slags søer i Canada, der udmærkede sig ved, at de hver især havde deres egen helt specielle nuance af blå og i øvrigt aldrig lignede den foregående.

Verdens smukkeste highway

Inden vi forlod Jasper, kørte vi ud til den 3.363 meter høje gletsjer Mt. Edith Cavall og den tunge af is, der hænger fra toppen som en frossen tåre med det passende navn ”weeping wall”. Herefter stoppede vi 30 km syd for Jasper by ved Athabasca Falls, der ikke imponerede med sit fald på 23 meter, men snarere med den kraft, som vandet havde, der gennem årene havde slebet sig vej gennem kvartsit og kalksten.

USA’s fem smukkeste køreture

Vi fortsættre turen ad Highway 93, der følger the Continental Divide – det højtliggende vandskel, der adskiller de vestvendte flodsystemer fra de østvendte. Den 230 kilometer lange vej mellem Jasper og Lake Louise nord for Banff går gennem et råt landskab og har fået det turistindbydende navn Icefield Parkway og siges at være blandt de smukkeste highways i verden. Nu er det svært at konkludere den slags absolutter, men at dømme på portkort-værdigheden af de mange billeder, vi uden at anstrenge os fik taget i disse omgivelser, fristes man til at være enig.

På turen i retning af Bannf passerer vi de den 325 km2 store isflade Columbia Icefield, der er et levn fra den sidste istid og består af otte gletschere. På vej mod selve gletsjeren kan man ved selvsyn konstatere, at ret så meget af ”ismarken” er smeltet over de seneste godt 100 år, da skilte indikerer, hvor den tidligere gik op. Den er dog stadig mellem 100 og 365 meter dyb.

Psykedelisk-blå søer

I anden uge af vores roadtrip mødte vi flere bjørne. Både de røde grizzlyer, men også de mindre black bears, sortbjørne. Vi blev også bedre til at spotte dem og sørge for at holde ind, når vi så andre biler parkeret i siden af vejen. Det var nemlig sjældent i forbindelse med en tilfældig tissepause, at vi så dem, men oftest fordi vi spottede en gumpetung bjørneunge i et træ eller en omstrejfende bjørn, der var ude for at stille sin formiddagssult.

Efterhånden blev vi mere storvildt-forventne og talte om, at nu gad vi godt snart se de imponerende store elks – kronhjortene.

Umættelige på naturoplevelser åd vi grådigt videre – stykke for stykke af de kulørte kulisser. 200 km syd for Jasper fik vi vores mest unikke udsigt på turen. Efter at have vandret i 15 minutter op gennem en skov, trådte vi ud i skovbrynet til det mest spektakulære syn: i forgrunden Peyto Lake, hvis gletsjerfødede vand er et sted mellem kongeblå og smaragdgrøn og ser næsten psykedelisk ud, og i baggrunden Rocky Mountains' tusindvis af snedækkede takker så langt øjet rakte. Imponerende.

Flot natur i vidunderlige Vermont

100 kilometer derfra drejede vi fra til nationalparken med det mundrette navn Yoho; et udråb på den oprindelige indianer-befolknings sprog cree, som betyder, at man udviser ærefrygt og begejstring. Og allerede ved synet af den lille by, der har lagt navn til parken, stod udråbene i kø. Den lignede et skoleeksempel af en stationsby på en miniature-togbane – omkranset af bjerge og små kulørte huse. Ved siden af jernbanesporene med de kulørte togvogne løber den isblå riverrafting-flod Kicking Horse, og gør synet endnu mere gennemført.

Selv om vi ikke troede, at det var muligt, så vi også her flere betagende sø-motiver: først med Emerald Lake og siden Moraine Lake, der var henholdsvis en blikstille, grøn bjergsø og en dybblå sø, hvor vi spiste frokost på de gigantiske stykker drivtømmer, der lå henslængt, som var det pindebrænde, inden vi forcerede det lille bjerg ved siden af og fik et endnu bedre vue over herligheden.

Bjørnedask

I Yoho overnattede vi i telt på en selvbetjenings-campingplads, hvor vi blot lagde 26 dollars (ca. 130 kr.) i en kuvert, som vi smed i en boks, da vi tjekkede ud. Selv om den simple plads var ubemandet, blev vi alligevel passet op af en slags "camping-far", der fortalte, at der dagen før havde været en bjørn nede at give et telt et dask. Så vi skulle lige sørge for at pakke vores mad væk. Jo, tak. Det havde vi skam også tænkt os. Det var en ting, vi havde gjort lige siden, at vi forlod smukke Vancouver. Ikke en krumme var tilbage, når vi over primus havde lavet mad. Alt var i den lufttætte bil, netop for at undgå, at sultne bjørne fik færten af vores ganske velassorterede forrådskammer. På intet tidspunkt oplevede vi dog, at få vores nattesøvn forstyrret af andet end vilde fantasidyr.

En rundtur i Det Vilde Vesten

Sidste stop på turen, inden vores endestation Banff, blev Lake Louise – den kendte sø med det 100-årige hotel Fairmont Chateau Lake Louise for enden. En ret så turistet omgang, hvor vores udsigt for første gang blev skæmmet af en seriøs mængde turister. Vi drog derfor ud på et 1,5 timers langt hike op til Lake Agnes og det teahouse, der ligger der. Fra den lille bjælkehytte har man siden 1905 serveret te til forfrosne vandrere og bjergarbejdere. Og selv om de 3,5 kilometers tur med en stigning på 400 meter var noget hårdere end forventet, blev det hele glemt, da vi med udsigt til søer i flere plateauer kunne indtage kaffe og den mest sprøde og friske æble-crumble, man kunne have ønsket sig.

Natten blev tilbragt på en campingplads, der var indrammet af et elektrisk bjørnehegn. Selv om dette burde være foruroligende, var det virkelig betryggende at lægge sig til at sove uden frygt for natlige bjørnebesøg.

Et uforglemmeligt møde

Meget passende sluttede vi vores rundtur af i Bannf, Canadas ældste nationalpark. Den blev etableret i 1885 og byder på 6.500 kvadratkilometer af varmekilder, bjerge, gletsjere og skov. Faktisk var det netop opdagelsen af varmekilderne nær Bannf by, der førte til, at der blev oprettet en nationalpark. Takket være den enorme Canadian Pacific Railway, der blev anlagt tværs over Canada i 1880'erne, blev den en øjeblikkelig succes.

Selve byen Banff udmærker sig ved, at den er ret så charmerende – smukt omgivet af bjerge og med et rigt byliv med cafeer, farmers market, gallerier, museer og butikker med bjerg-gear. Her endte vores tur, hvor vi på sidste dag besøgte varmekilderne Upper Hot Springs og fik løsnet op i vandremusklerne og den ømme ryg. Da vi kørte mod vores bjælkehytte oppe ad bjerget, fik vi en sidste – og helt igennem perfekt – afskedshilsen fra Canadas storslåede natur.

En bil var stoppet på vej op ad den snoede vej, og en mand stod forstenet i grøften med sin zoomlinse hængende ned foran sig, som havde han overgivet sig.

»Stop stop stooop,« fik jeg råbt alt for højt, som efterhånden så mange gange før på vores tur.

USA's naturskønne hjørne

Der måtte være noget, der var værd at stoppe for. Og det var der: På en forhøjning blandt en masse slanke fyrretræer lå han: en kæmpemæssig kronhjort med en lysekrone af et gevir hængende over sig. Enorm! Større end nogen af de bjørne, vi havde set. Han lå helt stille, og kun undermulen, der bevægede sig i tyggende cirkelbevægelser, afslørede, at den ikke var udstoppet. Majestætisk, tronende. Der var få meter mellem os, men heldigvis også en masse træer. Roligt betragtede han os med opmærksomme øjne, mens også vi opgav at tage billeder ind i den mørke skov. Øjeblikket syntes at vare for evigt og blev endnu et af de mange uforglemmelige møder med Canadas vilde natur.

Fem råd til rejsen

Afstande:

• Canada er verdens næststørste land, så man skal først og fremmest være realistisk, når man planlægger en tur til den del af Nordamerika. Der findes i alt 43 nationalparker, der tilsammen dækker et areal større end Storbritannien. Man skal generelt køre store afstande, hvis man vil se noget forskelligt, og eftersom terrænet også varierer meget, skal man tage højde for, at eksempelvis bjerge kan gøre, at køreturene tager længere tid, end de umiddelbart ser ud til på et kort. Det gode er, at der altid er smuk natur at mætte øjnene med undervejs.

On the road:

• Ligesom USA er Canada et oplagt land at rejse rundt i i bil. Det giver fleksibilitet, og det er nemt at finde rundt og køre der (og ja, de kører i samme side som os). Ligesom i USA har de også ’right on red’, hvilket betyder, at det er tilladt at dreje til højre ved rødt lys, medmindre andet er angivet – og når det sker uden fare for venstrekommende trafik og fodgængere. Rigtig mange rejsende i Canada lejer et motorhome, eller en RV, som den kaldes på de kanter. Selve kørslen går langsommere, men man har mulighed for at overnatte på parkeringspladser. Og så har campingpladserne også specielle parkeringspladser til netop disse RV's.

Vejret:

• Klimaet varierer fra tempereret, til subarktisk og arktisk helt oppe i det nordlige Canada. De varmeste måneder er juli og august, men højsæsonen varer fra midt juni til midt september. Det kan være en fordel at besøge landet uden for juli og august, da alt er mere tilgængeligt, og det ikke er nødvendigt at booke overnatninger flere dage frem. Kommer I meget tidligt i juni eller sent september, kan I dog opleve, at visse faciliteter eller attraktioner er lukkede. Er målet derimod at slå sig løs i den canadiske puddersne, skal I tage af sted i vinterhalvåret, der primært er fra november til marts. Dog har visse skisteder, f.eks. Whistler Blackcomb, en skisæson, der går helt til slut april.

Påklædning:

• Vejret er ret omskifteligt, så det er en god idé at medbringe tøj til enhver vejrsituation – også selv om I er der om sommeren. Selv om termometeret når op på 30 grader om dagen, er aftener og nætter ofte kølige, specielt i Rocky Mountains, hvor der også om sommeren kan forekomme snevejr og frostgrader.

Visum:

• I dag skal man ikke have visum for at rejse ind i Canada, hvis man har et dansk pas. Det giver en ret til at opholde sig i landet i tre måneder.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.