Find mere om:
Guide til tropeparadiset på ferieøen Boracay | rejser.guide.dk

Tropeparadiset efter tyfonen

I november 2013 fejede tyfonen Haiyan gennem Filippinerne og efterlod sig et kaos af død og ødelæggelse. Katastrofen fik så mange rejsende til at aflyse ferier i Filippinerne, at myndighederne tiggede turisterne om at komme tilbage. Explorer tog til ferieøen Boracay for at se, hvordan tropeparadiset ser ud et år efter tyfonen.

En ung kvinde i bikini dumper dovent ned i en liggestol. Hun misser med øjnene og tager solbriller på. Solen er langsomt krøbet frem fra en let sky på den ellers lyseblå morgenhimmel. Klokken er snart ni på White Beach på den filippinske tropeø Boracay, og flere turister og lokale er allerede klar på stranden til at nyde dagens stråler.

Den unge kvinde kigger ud mod de turkisblå bølger og lader tæerne synke ned i det kridhvide sand. Bølgerne slår taktfast ind mod stranden, og palmernes grønne grene svajer i vinden. Den lille palmeø, der i 2012 slog både Bali og Galapagos, da rejsemagasinet Travel+Leisure kårede verdens bedste ferieø, ligner præcis det tropeparadis, man kunne forvente.

Udsigten er da også en helt anden end de billeder af ødelæggelser, som for et år siden gik verden rundt, da tyfonen Haiyan ramte Filippinerne med en knusende styrke.

Over 6.000 mennesker mistede livet, og mere end fire mio. måtte flygte. De efterfølgende billeder, som prydede avisforsider og nyhedsudsendelser, viste lokale og nødhjælpsarbejdere i desperate forsøg på at rydde op i de oversvømmede og ødelagte områder.

Tiggede turister om at komme tilbage

Også på Boracay lå husene splintrede som pindebrænde, løsrevne butiksskilte fløj fra hustage og trækroners tunge grene lå spredt på stranden. Det lille ferieparadis blev dog forskånet for de værste ødelæggelser, og der var ingen mennesker, der kom til skade, mens tyfonen rasede over øen.

B971816575Z.1_20141219114432_000+GD2HT9PF.2-0.jpg

Alligevel har Boracay i det forløbne år mærket efterdønningerne af tyfonen. Det fortæller taxachaufføren, der kører en lille gruppe nyankomne turister fra lufthavnen til et af hotellerne på White Beach.

Filippinerne vil tiltrække millioner af europæere

»Vi har haft 20 pct. færre turister i Boracay det seneste år på grund af Haiyan. Det er bekymrende,« siger chaufføren.

70 pct. af befolkningen på Boracay lever af turister, og turisme spiller en stigende rolle i hele den filippinske økonomi. Over 10 pct. af bruttonationalproduktet kommer fra turisme, og turistindustrien genererer over fire mio. jobs på landsplan. De seneste år har de filippinske myndigheder satset hårdt på at få de tal til at stige yderligere. Bl.a. ved hjælp af kampagnen ”It’s more fun in the Philippines” (det er sjovere i Filippinerne red.) har landet forsøgt at markedsføre sig hos især europæiske, asiatiske og nordamerikanske turister.

Men da Haiyan ramte, begyndte de udenlandske turister at aflyse kommende ferier til Boracay og andre filippinske rejsemål. Op mod 40 pct. af de planlagte besøg til populære turistmål som Palawan, Cebu og Boho blev aflyst i dagene efter tyfonen, og bare på Boracay alene resulterede det i 10.000 færre besøg allerede i november måned 2013.

De mange aflysninger fik de filippinske myndigheder til at tigge turisterne om at komme tilbage.

»Turisme er stadig en af de store bidragsydere til økonomien, og det spiller en signifikant rolle i genopbygningen af folks liv og forretninger i samfundene. De fleste turistmål er stadig tilgængelige, hvad end man er på udkig efter strandferie, historiske ture og gastronomiske oplevelser,« sagde den filippinske minister for turisme, Ramon Jimenez, i dagene efter Haiyan.

B971816575Z.1_20141219114432_000+GD2HT9PA.2-0.jpg

»Vi håber, at de (gæster, der har været her under Haiyan red.) vil huske positive ting om vores land, og fortælle deres familie og venner, at de skal tage til Filippinerne og opleve den oprigtige filippinske gæstfrihed,« lød det dengang fra ministeren.

Fire millioner hjemløse

Chaufføren svinger minivanen ind på parkeringspladsen ved siden af det lille færgeleje. Her venter en af de karakteristiske lange smalle både, som mest ligner en lang kano med træstøtter på hver side, og som ses overalt i Filippinerne. De vidner om de forholdsvis primitive omstændigheder, som mange filippinere stadig lever under, og som var skyld i de katastrofale ødelæggelser, som Haiyan efterlod.

Mange steder var huse og havne ikke bygget til de store vandmasser og vindstød, som tyfonen tog med sig. En del af Boracays forskånelse kan da også forklares med, at de fleste hoteller og butikker er bygget i beton, i hvert fald i det meget turistede område omkring White Beach, hvor turisterne i minivanen nu bliver læsset af.

»Vi er langt fra det sted, der blev værst ramt,« siger manageren på hotellet, hvor gruppen af turister nu tjekker ind.

»Der er andre områder, hvor det var helt slemt, og hvor de stadig kæmper med genopbyggelsen,« siger hun, mens hun uddeler nøgler og tager kopier af deres pas.

Området omkring byen Tacloban, der ligger omkring 600 km øst for Boracay, var et af de steder, der blev hårdest ramt. Her oversvømmede en stormflod byen og gjorde 200.000 hjemløse på få timer. Med vinde på over 300 km i timen ramte Haiyan med en utrolig kraft, og skyllede kæmpe containerskibe op på land, og placerede dem på taget af huse og forretninger.

I alt blev over fire mio. filippinere hjemløse, og selv om de fleste i dag har fået tag over hovedet igen, er der stadig omkring 200.000, som stadig bor i telte eller andre midlertidige boliger.

Også mange bønder og fiskere fik ødelagt deres produktion. Rismarker blev revet op, kokospalmer væltede, fjerkræsproduktioner oversvømmede, og både flækkede under Haiyan. De fleste er nu tilbage i arbejde, men ikke uden tab. Det forklarer kaptajnen på en af de små både, der hver dag bringer turister ud på snorkelture omkring Boracay.

På vildspor i risterrasser

»Korallerne har lidt skade, og meget blev ødelagt under tyfonen,« siger han skuffet til de ellers begejstrede turister, der er på vej ud til dagens første snorkeling spot.

B971816575Z.1_20141219114432_000+GD2HT9NK.2-0.jpg

Men man skal vist have kendt til Boracays undervandstilbud, før Haiyan rev nogle af korallerne og fiskene med sig, for at kunne se, hvad kaptajnen mener. Der er stadig et rigt dyreliv, når man tager svømmefødderne på og snorklen i munden. Vandet er næsten så klart, at man ikke behøver dykkerbrillerne for at se den blomstrende havbund i grønne, lilla og hvide farver, som fisk og skaldyr svømmer imellem.

Asiens døgnåbne ø

Ud over snorkling byder Boracay også på dykning, kitesurfing og katamaransejlads. Dragerne flokkes på himlen i den ene ende af White Beach, mens de lette katamaraner fyger langs brændingen i høj fart til stor jubel for passagererne, hvis hvin næsten kan høres i solstolene på stranden.

Turisterne er tydeligvis begyndt at vende tilbage til Boracay og resten af Filippinerne. Tal fra turistministeriet viser, at antallet af turister i de første otte måneder af 2014 igen satte rekord. Fra januar til august har 3,2 mio. besøgt Fillippinerne, det er 2,7 pct. flere end i de samme måneder året før. Det stigende antal turister kan skyldes den målrettede markedsføring fra turistministeriet.

B971816575Z.1_20141219114432_000+GD2HT9KM.2-0.jpg

Senest er Boracay blevet markedsført som ”Asia’s 24/7 island” som frit kan oversættes til Asiens døgnåbne ø. Sloganet er en henvisning til det livlige natteliv, som Boracay også er kendt for.

Som solen går ned over White Beach, trækker turisterne fra stranden og op i barerne langs stranden. En gruppe amerikanske og canadiske turister er tydeligvis kommet for at få en festlig oplevelse med sig hjem fra Boracay. Alligevel kan de ikke skjule en lille flig af bekymring, da de sætter sig i baren på et af hotellerne på White Beach. Grå skyer har trukket sig sammen på himlen, og regndråber slår nu deres slag på bambustaget.

Slumturisme med et højere formål

»Det er ikke en tyfon, der er på vej, vel?« spørger en af turisterne bartenderen, som lyser op i et smil.

»Nej, du kan være helt rolig, « siger han og præsenterer happy hour-drinkskortet for den festlige gruppe.

Svaret falder i god jord, og de bestiller nogle glas med filippinsk rom. De er klar til at indtage nattelivet i paradiset helt uden spekulationer på tyfoner og andre katastrofer.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Rejsen dertil

  • Du kan ikke flyve direkte til Boracay fra Danmark. Det er nødvendigt med to mellemlandinger. Emirates, Qatar Airways, Thai Airways, SAS og Philippines Airlines er nogle af de selskaber, som udbyder rejser til Manila med en enkelt mellemlanding. Priserne for en returbillet til Manila begynder ved cirka 5.000 kr.
  • Fra Manila kan man flyve til Kalibo, hvorfra der er halvanden times kørsel til Boracay, eller Godofredo P. Ramos Airport, som ligger 10 km fra Boracay.
  • Priser fra Manila til Kalibo og Godofredo P. Ramos Airport starter på ca. 250 kr.
  • Udbydere er blandt andre: Philippine Airlines, Cebu Pacific og Philippines Corp.

3 råd til rejsen

  • Prut om prisen! Filippinerne er billigt, så det er fristende bare at kaste sine pesos efter enhver souvenirbutik, men det kan godt betale sig at prutte om prisen. Ikke så meget for de få håndører, man sparer, men mere for at få en oprigtig kontakt med de lokale beboere. De elsker at forhandle og sælge deres varer, og hver handel ender som regel med et håndtryk og et tilfreds smil fra begge parter.
  • Spis lokalt. Der er et par not to be missed madoplevelser i Boracay. En af dem er det meget autentiske fiskemarked, hvor du køber dine fisk og skaldyr fra markedet, og får restauranterne ved siden af til at tilberede dem. Der er også nogle hvinende gode lemon muffins, bagt med de lokale mini limes calamansi, som man finder i den lille hengemte café Real Coffee & Tea Cafe Restaurant langs strandpromenaden.
  • Undersøg omgivelserne. Nogle områder på Boracay er ekstremt turistede og giver ikke det bedste indblik i, hvordan filippinerne selv bor. Men man skal ikke gå mange skridt fra hotellerne, restauranterne og souvenirbutikkerne, før man finder mere lokale omgivelser med små kiosker, private baghaver og høns, der render rundt i gaderne. Folk er ekstremt venlige, og man får mange hilsner og smil med på vejen, når man går en tur i de lokales nabolag.

Haiyan

  • Den 8. november 2013 ramte tyfonen Haiyan Filippinerne.
  • Tyfonen var en såkaldt kategori 5 tyfon, og blev også kaldt en supertyfon.
  • 6.200 mennesker mistede livet i forbindelse med Haiyan.
  • 1,1 mio. huse blev ødelagt, hvilket efterlod 4,1 mio. fordrevne.

Kilde: USAID.gov

Guide: Det filippinske ferieparadis

13-10-2012: Blandt de 7.107 øer i Filippinerne gemmer sig strande i verdensklasse – bogstaveligt talt. Én af dem er White Beach, der er blandt verdens bedste strande. Man skulle tro, at det filippinske ferieparadis derfor overrendes af strandhungrende turister, men det gør det ikke. Læs artikel

Guide til seks smukke destinationer til dykkerferien

06-05-2016: Overvejer du at opleve dit næste rejsemål fra havets dybder? Se her, hvordan du kommer i gang med at udforske koralrev og marineliv. Læs artikel

Guide til Banaue på Filippinerne

27-02-2014: Omkring bjerglandsbyen Banaue på Filippinerne smyger 2.000 år gamle risterrasser sig langs de grønne skråninger. Her finder man indianerfolk, vandfald, dramatisk natur og fantastiske vandreture. Læs artikel

Guide til underholdning i Biarrtiz

25-01-2014: Saltvands behandlende effekter er langt fra den eneste fornøjelse i Biarritz. Læs artikel

Guide: Tre fantastiske oplevelser i vandet

16-10-2013: Få drømme til at gå i opfyldelse i verdens oceaner. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...