Find mere om:
Nyhed: Inkaernes mesterværk | rejser.guide.dk

Nyhed: Inkaernes mesterværk

Der findes mange ruiner rundt i verden. Men meget flottere og mere fascinerende end inkaernes hellige by, Machu Picchu i hjertet af Peru, bliver det ikke.

Når man har rejst i adskillige timer eller dage og udmattet står på bjergtoppen og ser ud over ruinbyen Machu Picchu, er man solgt. Flottere og mere fascinerende findes minderne om menneskenes fortid næppe.

Nok er Cusco inkaernes gamle hovedstad, men Machu Picchu er mesterværket, der i 2008 står tilbage og minder om, at tidligere kulturer kunne skabe noget, der ville blive talt om mange hundrede år senere. Machu Picchu var et helligt sted for inkaerne, et sted hvor man kom for at hvile ud, samle kræfter og være tæt på guderne. En salgs kombination af datidens kur-, wellness- og klosterophold.

Inkaerne var Sydamerikas overklasse, et folk hævet over pøbelen. De var stolte, ranke og intelligente. Men spaniernes heste, skydevåben og krigslist kunne de ikke klare.

Det vanskelige byggeri af Machu Picchu blev påbegyndt omkring år 1400, mens vi i Danmark endnu var i den mørke Middelalder. Efter den årelange krig med de spanske erobrere, der på det tidspunkt var i fuld gang med at erobre næsten hele Sydamerika og bl.a. tilintetgjorde inkariget, blev Machu Picchu forladt engang mellem 1537 og 1545.

Herefter fik junglen lov at brede sig. Lige indtil den amerikanske historiker Hiram Bingham i 1911, med hjælp fra lokale, fandt ruinbyen. Han kom egentlig for at lede efter den glemte by Vilcabamba, der var inkaernes sidste bastion i kampen mod spanierne.

Men han fandt Machu Picchu, der var så hemmelig, at den end ikke var omtalt i de historiebøger, som de spanske erobrere efterlod. Hvad Bingham fandt, var dog blot en bunke ruiner midt inde i junglen. Først da han fik træerne fjernet, dukkede den fantastiske by frem. To familier havde dengang deres hjem i ruinbyen, og sønnen i den ene familie blev udnævnt til Machu Picchu's første turistguide.

Med tog over bjergene
Sidst i 1940'erne blev Machu Picchu igen forladt. Men så trådte den peruvianske regering til og satte turismen i system, og langsomt blev Machu Picchu den arkæologiske attraktion, som den fortjener. I dag besøger hver dag ca. 2.500 mennesker ruinbyen.

Cusco er udgangspunktet, hvis man vil til Machu Picchu. Tag toget fra Cusco til Machu Picchu. Det er en fin oplevelse. Der er afgang tidligt om morgenen. Og selv om det er et såkaldt backpacker-tog, så er standarden i orden.

Fra Cusco går det langsomt op over det første bjerg. Toget kravler sagte opad i siksak, fordi der er så stejlt. Det kører frem, stopper, skifter spor og kører så tilbage. En simpel, men effektiv måde at bestige et bjerg.

Toget kravler op til 3.650 meters højde - og så begynder mange altså at kunne mærke højden. Udenfor er det rimfrost. Langsomt bliver omgivelserne fattigere og mere lokale. Her er fyldt med folk i farvestrålende tøj. Arbejderne er langsomt ved at vågne. Hundene gør og køerne brøler.

Efter passagen af passet flader terrænet ud. Der kommer flere marker og mere landbrug. I det fjerne dukker de første sneklædte bjerge op. Inde i toget kan man købe kaffe og mad. Og måske en pose coca-bolsjer, der skulle være gode mod højdesyge.

Ønskeguiden
Vi havde egentlig købt og betalt for at være med på en fælles tur med en officiel guide. Men i forvirringen ved ankomsten til Aguas Calientes, hvor man skifter fra tog til bus, fandt vi aldrig vores gruppe. Det blev vi senere rigtig glade for.

For hvad gør man lige, når man står ved et af sit livs drømmerejsemål midt i et vidt fremmed land og ikke har en guide til at fortælle og vise rundt? Man hyrer blot én.

Vi måtte slippe ca. 150 kr. for at få Yrene Huarhua som vores guide for en hel dag, og pengene var givet godt ud. Hun er af en familie, der har været guider på Machu Picchu i årevis, og ved stort set alt, hvad der er værd at vide om ruinbyen.

Hun kunne fortælle detaljer om soltemplet, om hvordan solens stråler rammer på en helt bestemt måde på et helt bestemt tidspunkt. Hun kunne komme med forslag til trekking- eller vandreture rundt i området. Og så kunne hun naturligvis historien om både inkaerne, fundet af ruinbyen og nutidens peruvianske befolkning.

Det var også Yrene Huarhua, der kunne fortælle os om de 50 grave med rester af 100 skeletter, som er fundet i Machu Picchu. Først troede man, at det kun var et helligt sted for kvinder, fordi 80 pct. af skeletterne stammede fra kvinder, men i dag ved man, at fordelingen af kvinder og mænd var nogenlunde ligelig. Hvor man har begravet mændene, vides til gengæld ikke.

130 års arbejde
Det tog omkring 130 år at bygge Machu Picchu, hvor mellem 500 og 1.000 mænd konstant arbejdede på byggeriet. Første opgave var at bringe vand op på toppen af bjerget. Det klarede man ved at bygge en avanceret vandkanal. Næste opgave var at bygge en vej herop. Det blev til en gren af det senere så berømte Inca Trail, der spreder sig ud over store dele af Sydamerika. Endelig skulle selve byen bygges. Hvordan man har fået adskillige tons tunge sten slæbt herop, er stadig en gåde.

Når man i dag går rundt og beundrer bygningsværkerne, skal man dog holde tungen lige i munden. Her er intet rækværk og ingen afspærringer, selv om der mange steder er mindst 30-50 meters frit fald ned. Havde Machu Picchu ligget i Danmark, var det blevet lukket af Arbejdstilsynet øjeblikkeligt. Men netop det farlige, rå og uspolerede element er med til at øge fascinationen.

Det er dog næppe noget for dem, der lider af en slem højdeskræk.


Når man har tilbragt en fantastisk dag oppe på bjerget i knap 3.000 meters højde, kan man kaste sig ud på en dejlig tur gennem junglen ned til bunden af dalen, hvor byen Aguas Calientes ligger. En tur, der tager en lille time, og som kræver en rimelig fysisk form.

Aguas Calientes har ry for at være en både grim, uplanlagt og dyr by. Det er vi ikke enige i. Der er ikke er tale om en oprindelig peruviansk landsby, men den fungerer, har ganske rimelige hoteller og byder på fornuftig mad.

Man bør under alle omstændigheder unde sig selv en overnatning, så man kan komme med den første bus op til Machu Picchu og her få lov at nyde roen og stilheden, indtil strømmen af turister for alvor tager til omkring klokken 10. Efter klokken to om eftermiddagen lægger stilheden sig igen over dette arkæologiske vidunder.

Adgangsbegrænsning
Mange frygter, at de tusindvis af turister, der årligt besøger Machu Picchu, er ved at slide byen og hele området ned. I 2001 kom en gruppe forskere fra University of Kyoto i Japan med en melding om, at Machu Picchu var ved at skride sammen, fordi jorden skrider ca. en centimeter om måneden.

Unesco, de er FN's organ for kultur, forskning og uddannelse, har også advaret om, at Machu Picchu ikke kan tåle flere end 500 gæster om dagen uden at lide alvorlig skade. Det er måske derfor, at de peruvianske myndigheder har sat en begrænsning på 2.500 gæster om dagen i Machu Picchu, mens kun 500 hver dag får lov at gå ind på det berømte Inca Trail, der fører op til Machu Picchu.

Derfor er det en god idé at bestille billet i god tid - både til Machu Picchu og til Inca Trail, hvis det indgår i planerne.

Nyhed: Fra rendesten til caféliv i Cambodja

19-03-2010: Et amerikansk ægtepar så skønheden i Cambodjas næststørste by, Battambang. Nu driver de en populær café i byen, hvor personalet er fundet på gaden. Læs artikel

Nyhed: BREVKASSEN

06-11-2009: Andorra, det dejlige land: Jeg er en pige på 13 år, som er vild med Explorer og geografi. Mit yndlingsland er Andorra, som jeg ved alt om, men jeg har aldrig været der, og derfor har mine forældre lovet mig en tur til Andorra i sommerferien. Læs artikel

Nyhed: Ræk mig lige saltet

20-10-2009: Hvis man står på Månen, er Salar de Uyuni et af de få steder på planeten Jorden, man kan se. Verdens største saltørken er på alle måder en spektakulær oplevelse. Læs artikel

Guide: Inkaernes forsvundne højborg

29-07-2011: Det er 100 år siden, at verdens mest berømte inkaruin, Machu Picchu, blev opdaget. Læs artikel

Nyhed: Tåsinge - idyl og drama

19-04-2011: Tåsinge har meget at tilbyde sine besøgende - ikke mindst det imponerende Valdemars Slot. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...