Find mere om:
Øhop for begyndere | rejser.guide.dk

Øhop for begyndere

Det kræver en vis portion planlægning at øhoppe i Grækenland, men oplevelsen ved at rejse fra ø til ø i øgruppen Dodekaneserne er besværet værd.

Der er noget særligt ved at sidde med hovedet op ad færgens ræling og mærke, hvordan skibets motor brummende forplanter sig i skroget, mens man betragter solstrålerne, som lægger sig i en flimrende plamage på havoverfladen.

Så får man pludselig øje på en lille hvidkalket kirke, som hæver sig fra et ufremkommeligt klippefremspring et par hundrede meter over én. Eller man står i stævnen og mærker havdråberne prikke mod huden. Eller man lægger til ved en lille kystby og betragter de flerfarvede, firkantede huse, der klumper sig sammen langs den buede havnefront.

Undskyld, hvis det lyder som en skønmaling, men når man øhopper i det græske øhav, er det næsten umuligt at undgå at blive i hvert fald en lille smule salig.

Det skal understreges, at det græske hav sagtens kan vise sig fra en mere uvenlig og vilter side. Efter at jeg var kommet hjem, talte jeg med et vennepar, som lige havde overlevet en seks timer lang sejltur i det græske hav, hvor meterhøje bølger slyngede båden fra højre til venstre og tilbage igen, og hvor de snart måtte binde knude på de grønne brækposer.

Men uanset om man er søstærk eller ej, er øhop en forfriskende og aktiv måde at opleve den græske kultur og natur på. Der er noget uforpligtende i, at man hele tiden kan tage videre til en ny ø, som måske har noget nyt og anderledes at byde på.

Dodekaneserne

Jeg øhoppede i det dodekanesiske øhav, et område langs den tyrkiske sydvestkyst, der består af 12 større øer, deriblandt de kendte turistøer Rhodos og Kos, samt omkring 150 småøer, hvoraf de fleste er ubeboede.

Fysisk er øerne blevet formet af den vulkanske undergrund, der har givet øgruppen karakteristiske høje skranter og en grønbrun farve.

Kulturen er derimod blevet påvirket af de mange imperier - heriblandt det ottomanske, det persiske og det romerske - der gennem historien har erobret og kontrolleret området.

Det var min jomfrutur som øhopper, og jeg tilbragte en uge i området, hvor jeg nåede at besøge seks øer. Selv om jeg har rejst meget - både som backpacker, weekendturist i europæiske storbyer og som turist på førsteklasseshoteller - indså jeg hurtigt, at øhop er en noget anderledes rejseoplevelse.

Den kræver først og fremmest en del mere selvstændig planlægning end den gængse pakkerejse. Dertil skal man være indstillet på, at en del af ferietiden skal tilbringes på hårde plastsæder på skibsdækket. Eller på kajen, hvor man står og venter på den færge, som egentlig skulle være kommet for en halv time siden. Samtidig kan hotelkvaliteten variere, alt efter hvilken ø man befinder sig på, og hvornår på døgnet man ankommer.

Men hvis man kan acceptere det, giver denne rejseform friheden til selv at sammensætte ferieprogrammet og hele tiden opleve nye ting.

Planlagt eller spontant

Desuden kan man vælge at sejle uden om de større øer, der normalt fungerer som turist-fluepapir. Selv om Grækenland årligt bliver besøgt af omkring 10 millioner turister, findes der stadig øer, som er forholdsvis uberørte af masseturismen. Man skal bare finde frem til dem. Og det er faktisk ikke så svært, hvis bare man gør en indsats for det.

Som øhopper kan man vælge at planlægge i forvejen, hvilke øer man vil besøge. Det giver ro til at bestille færgebilletter, sætte sig ind i, hvad de enkelte øer har at byde på, samt beslutte sig for, hvor og hvordan man vil bo. Færgerne varierer i størrelse, og man kan både ende på en hurtigtsejlende katamaranfærge eller en mindre båd, der ikke har plads til mere end 40-50 passagerer.

Man kan også vælge den mere løsslupne model, hvor man prøver lykken og springer af på en ø, som virker tiltrækkende. I byerne er det let at finde hotelværelser, pensionater eller små lejligheder, som man kan leje. Prisen varierer efter årstid, standard og belægningsprocent, og færgebilletterne kan købes i rejsebureauerne, som typisk ligger tæt på havneindløbet.

Det kan dog skabe komplikationer, da man risikerer at ende på en ø, hvor de gode hotelværelser eller lejligheder er lejet ud, og hvor den næste færge først sejler dagen efter. Det kan især være problematisk, hvis man står på kajen med et par trætte rollinger på armen eller en ugidelig teenager, der bare ikke orker mere.

Pas på stress

Rejseformen kræver, at kufferten eller rygsækken hele tiden er halvpakket, men man bør undgå, at der går konkurrence i, hvor mange øer man kan besøge på ferien. Jeg besøgte som nævnt seks øer på en uge, og det var lige i overkanten.

Ud over at min kuffert blev mere og mere rodet for hver ø, jeg forlod, følte jeg flere gange, at jeg manglede tid til rigtigt at fordybe mig i den enkelte ø.

Det kan derfor være en god idé at veksle mellem lange og korte ophold på øerne. Da øerne ofte ligger forholdsvis tæt på hinanden, kan man også vælge at have en base på en ø i et stykke tid og så tage på éndagsture til naboøerne. Tager man af sted tidligt om morgenen, kan man sagtens få en oplevelsesrig dag på en af de andre øer.

Selv om Grækenland har været et attraktivt turistmål siden de spæde charterdage, er det ikke ensbetydende med, at de lokale kan føre lange samtaler på engelsk. Især ikke på de mindre øer.

Kommer man væk fra hovedgaderne, hvor de engelsksprogede menukort dingler uden for de små tavernaer, er det ikke utænkeligt, at man kun bliver mødt af et »no speak English«, hvis man f.eks. spørger om vej. Det betyder dog ikke, at de lokale er ugæstfrie, langtfra.

Hver ø har sin niche

I takt med at Dubai og Tobago i de seneste 10 år er blevet de nye Palma de Mallorca og Kreta, er kampen om at tiltrække de pengestærke turister til de græske øer ligeledes blevet intensiveret. Hvor øerne før solgte sig selv på standardiserede charterrejser, prøver hver enkelt ø i dag at fremdyrke sin egen oplevelsesmæssige niche og finde tilbage til de traditionelle rødder.

Tager man f.eks. til en ø som Patmos, kan man gå på opdagelse i den trange grotte, hvor Gud ifølge det Ny Testamente gav Johannes åbenbaringen om dommedag. Grotten ligger i forlængelse af et kloster og en gammel, smalstrædet by, hvor man sagtens kan støde på græsk-ortodokse præster i karakteristiske kjortler.

Sejler man sydpå, kommer man til øen Leros, der har slået sig op på perioden omkring Anden Verdenskrig, da øgruppen var besat af Mussolinis Italien. Her kan man både finde bunkere og kampvogne fra krigen og dykke ned til sønderskudte skibsvrag, der ligger uden for havneindløbet.

Og på Kalymnos, der ligger 30 minutters sejlads fra Kos, kan man gå på opdagelse i den gamle fiskerby og købe de karakteristiske badesvampe, som dykkere har samlet op fra bunden af Middelhavet.

Vandring, biltur eller strand

Derudover er der på alle øerne rig mulighed for at gå på potteskårs- og søjlejagt blandt de mange fortidsminder fra tiden, da ofringsseancer til Zeus og Athene var en del af hverdagen.

Er man derimod én af dem, der hurtigt kommer til at lide af ”historieforstoppelse”, kan man i stedet bruge dagtimerne på vandreture op ad de høje bakker, sidde og læse ved strandkanten eller plaske rundt i det klare vand.

På øerne kan man leje scootere, cykler og biler, og inden for de seneste år har de fleste øer udbygget infrastrukturen og fået etableret asfaltveje, som gør det forholdsvis let at komme fra den ene ende til den anden. De små øer gør det overskueligt at køre rundt, og man kan derfor vælge at tilbringe formiddagen på vejene og eftermiddagen på et håndklæde ved strandkanten. Man kan også tage en taxa, hvis man ikke selv har lyst til at begive sig ud i den græske trafik.

Har man mulighed for det, kan det være en god idé at rejse uden for højsæsonen. Især forårsmånederne kan anbefales, da plantelivet på øerne endnu ikke er blevet skæmmet af den stærke sommersol. Derudover kan det være både dyrt og stressende at tage på øhop, når grækerne holder ferie, dvs. fra ca. 20 juli og en måned frem.

Jeg har talt med flere øhoppere, der med tiden har fundet en bestemt ø, som de er blevet vilde med og ofre vender tilbage til. Jeg har et par stykker i tankerne, som jeg gerne vil genopleve på et tidspunkt. For man kan næsten ikke undgå at blive lidt salig af at øhoppe.

Rejsen dertil

Øhop i Dodekaneserne indledes oftest på Kos eller Rhodos. Norwegian har i denne sæson fløjet direkte fra København til Rhodos, men det er ved at være slut for i år, og det er endnu ikke besluttet, om ruten genoptages til næste år. Condor og TUIfly flyver direkte fra Hamburg til Rhodos. Alternativt kan man flyve til Athen - og derfra videre til Rhodos, Kos eller en af de mindre øer, som dog ikke alle har lufthavne.

Man kan også bestille rejsen hos et dansk charterbureau, f.eks. Skibby Rejser, Apollo Rejser, Spies eller Star Tour. Flere af bureauerne tilbyder kombinationsferier, hvor man kan bo på flere øer.


Man kan både bestille færgebilletter hjemmefra eller på stedet, se www.bluestarferries.com

Tips

Det kan være koldt at sejle i Grækenland, især på de store ekspresfærger. Husk en vindjakke eller en trøje, som kan modstå blæsten.

Solen kan være skarp, så husk solcreme.

Hvis man ved, at man let bliver søsyg, kan søsygepiller være en god investering.

Rejs let. Hvis man gerne vil nå at besøge en håndfuld øer på sin tur, skal man lade være med at overpakke sin kuffert eller rygsæk.

Morgenavisen Jyllands-Posten var inviteret af Den Græske Stats Turistbureau.

Nyhed: Afslappet liv i klostret

11-01-2010: Munkene hygger sig på halvøen Athos, hvor hverken kvinder eller hunhunde har adgang. Dagene går med at bede og dyrke vin. Læs artikel

Anmeldelse: Blandt oldtidsruiner og bjergtoppe

25-06-2009: Lidt uden for alfarvej på Peloponnes i Grækenland gemmer sig masser af historiske minder, spektakulære landskaber, fine sandstrande, rigdom og stolthed. Læs artikel

Nyhed: BREVKASSEN

30-05-2009: Rejsebrevkasse v/ Mogens Hansen

Læs artikel

Nyhed: Pris er afgørende for backpackere

20-07-2010: Prisen for hotellet er vigtigst for backpackere. Her er de bedste backpacker-hoteller. Læs artikel

Nyhed: Verdens bedste rejser til fortiden

31-03-2010: De har eksisteret i tusindvis af år og fascinerer stadig. Rejs med til fortidens største levn. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...