Find mere om:
Bryllupsplaner i udlandet? Sådan gør du | rejser.guide.dk

Bryllupsplaner i udlandet? Sådan gør du

Drømmer du om et bryllup, som ikke ligner alle de andres, så er et bryllup i udlandet en mulighed. Og det behøver faktisk ikke være dyrt.

Forestil dig, at du har sand mellem tæerne, palmerne vipper dovent, og det blanke vand glitrer smukt. Og det er så her, at du og din elskede skal sige ja til hinanden - i 28 graders varme på en eksotisk ø langt væk fra de danske kirker og rådhuse.

Hvis du også drømmer om at gøre brylluppet til en eventyrlig oplevelse, som skiller sig ud fra mængden, kan det være, du skal se nærmere på et såkaldt "destination wedding" - altså et bryllup i udlandet.

Det udenlandske bryllup er nemlig en stigende tendens, og der følger en række fordele med, som er værd at overveje.

- Det er noget særligt, når man rejser væk og er fælles om hele optakten og oplevelsen. Man kører ned i gear, ligesom når man tager på ferie og ankommer til hotelværelset og endelig slapper af. På bryllupsdagen er det mindre stresset, og så er man i et andet gear og tænker ikke på tøjvask eller ting, man har glemt, siger Christel Winther fra The Wedding Company.

Drømmedestinationerne er blandt andet Mauritius, Seychellerne, Hawaii, Caribien og Mexico - altså de klassiske bryllupsrejsedestinationer, fortæller Christel Winther.

Men faktisk er det slet ikke nødvendigt at flyve 14 timer for at finde en vidunderlig destination til drømmebrylluppet.

- I første omgang skal man prøve at definere, hvad man gerne vil. Nogle synes, at den vildeste drøm er at blive gift på en strand, for andre er det et palads i Firenze. Det behøver ikke nødvendigvis være en destination på den anden side af jorden. Mexico kan være helt vildt, men man kan sagtens finde en destination i Europa, der kan det samme, siger Christel Winther.

I øjeblikket er der stor rift om de italienske og spanske destinationer - det gælder særligt Firenze, Toscana og, det Christel Winther kalder, den eksklusive del af Mallorca lige uden for Palma. Frankrig er også blandt favoritterne, men ifølge bryllupsarrangøren kan det være lidt mere besværligt, fordi de ikke altid taler engelsk.

Christel Winther fortæller, at der også er en række andre destinationer på vej, særligt i Østeuropa.

Hun fremhæver de mange smukke steder, der findes i blandt andet Bulgarien og Polen.

Her kan man komme rigtig langt for sine penge.

Den udvikling ser bryllupsarrangør Lina Bale, som har specialiseret sig i netop de østeuropæiske bryllupper, også.

- Noget, der er blevet mere efterspurgt på det seneste, er Østeuropa. Der kan man holde stort bryllup for hundrede mennesker for 20.000 kroner. Der er mange flotte slotte, og jeg afholder primært bryllupper i Vilnius i Litauen og Krakow i Polen. Det er meget tæt på og meget billigt, fortæller Lina Bale fra Wedding Deluxe.

Når der alligevel ikke er flere, der satser på de østeuropæiske destinationer endnu, handler det ifølge Christel Winther om logistik.

- Det er den ukendte faktor, også for gæsterne, fordi man ikke er lige så rejsevant i Østeuropa. Man kommer rigtig langt for pengene. Det gør man også i Spanien, for i Danmark er mad og vin bare rigtig dyrt, siger hun.

Det skal du vide, før du holder bryllup i udlandet:

- Husk at væbne jer med tålmodighed. Mentaliteten kan godt være en lidt anden i Sydeuropa. Det gælder til gengæld også på bryllupsdagen, hvor man kan geare helt ned i stedet for at koge over af stress.

- De fleste får foretaget den officielle vielse på rådhuset i Danmark, og får så det, der kaldes en "blessing" i udlandet. Det er noget mere omstændigt at få foretaget den officielle vielse i udlandet og kræver ofte, at I rejser frem og tilbage inden, eller opholder jer længe i landet.

- Vælger I en billigere løsning, kan man komme rigtig langt ved at lægge nogle kræfter i stylingen, så det fremstår overdådigt og spektakulært. Det er ikke noget, vi er så vant til i Danmark, mens det er noget, man gør meget ud af i udlandet.

Kilde: Christel Winther, The Wedding Company

/ritzau/FOKUS

Guide: Her er de smukkeste postkort-strande

15-08-2014: Det internationale naturmagasin National Geographic har samlet de 10 bedste strande rundt omkring i verden. Kig med her, hvis du er en strandelsker, der går efter den perfekte postkort-lignende strand. Læs artikel

Guide: Verdens fem flotteste feriestrande

09-10-2014: Vinteren og de kolde dage kommer tættere og tættere på. Det er derfor fristende at drømme sig væk til varmere himmelstrøg, hvide sandstrande og turkisblåt hav på den anden side af jordkloden. Og her fem strande, der helt sikkert kan lokke dig endnu mere. Strandene er nemlig blevet kåret som verdens bedste af National Geographic. Læs artikel

Nyhed: "Costa del Beton" blandt de værste rejsemål

03-12-2009: 133 destinationer verden over er blevet undersøgt. Syv feriesteder fik bundplacering. Se her hvor du ikke bør tage på ferie. Læs artikel

Guide: Drop hotellet og byt bolig i stedet

07-07-2015: Ved at lave et såkaldt home exchange får man gratis overnatning på sin rejse, men man skal være villig til selv at have fremmede boende i sit hjem, mens man er væk. Det var Malene Becker Hallund, der har byttet bolig to gange og her fortæller om, hvordan det var. Læs artikel

Guide: Her er de billigste storbyer

09-09-2009: Blandt 73 storbyer verden over får man mest for pengene i hovedstæderne i Malaysia og Mexico. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...