Find mere om:
Mekka for golfpilgrimme | rejser.guide.dk

Mekka for golfpilgrimme

Florida har alt, hvad golfturister kan begære: Smukke og udfordrende baner i et antal som ingen andre steder, golfvejr hele året og verdenskendte forlystelsesparker.

Skotland er golfsportens vugge med Royal & Ancient i St. Andrews som stedet, der altid har sat dagsorden for det verdensomspændende reglement. På samme måde kan solskinsstaten Florida i USA gøre krav på titlen som golfsportens Mekka, hvortil millioner af golfpilgrimme valfarter hvert år fra hele verden.

Mere præcist kan The Sunshine State prale af 55 millioner turister hvert år, og en meget stor del af dem har en golfbag med i bagagen eller lejer sig frem undervejs.

Med Orlando som det geografiske midtpunkt er banetætheden større end noget andet sted i verden med næsten 1500 baner, hvoraf alene de 100 er placeret i Orlando-området.

Florida kan også være med, når det kommer til kendisser og berømte baner. Tiger Woods har sit hjem i Lake Isleworth, Windermere, ikke langt fra Orlando.

Og de professionelle golfspilleres hovedkvarter ligger i Ponte Vedra Beach, hvor TPC Sawgrass-banen er berømt for den lille øgreen på 17. hul.

For de mere historisk interesserede danskere kan man tilmed få lov til at spille golf i byen Jensen Beach, der i 1881 blev grundlagt af den danske emigrant John Laurence Jensen.

Danskerens ananasfarm voksede i begyndelsen af 1900-tallet til en stor industri og kom til at danne grundlag for de årlige ananasfestivaler, der stadig afvikles i den lille by på Floridas østkyst.

Som supplement til de mange gode golfbaner kan Florida byde på nogle af verdens største forlystelsesparker og shoppingmalls med alle de kendte varemærker til en meget overkommelig pris, så længe dollarkursen er lav.

Blandt de verdenskendte forlystelsesparker inden for få timers kørselsafstand er Walt Disney World, Epcot Center, Animal Kingdom, MGM Studios, Universal Studios og Seaworld.

Højsæson fra januar til april

Florida kan være et varmt sted at opholde sig i højsommeren, og efteråret kan i værste fald byde på orkaner. Til gengæld får man mest golf for pengene i perioden fra august til oktober.

Højsæsonen for golfspillere er vinteren fra januar og frem til april, hvilket også afspejler sig i priserne. Men hvem vil ikke gerne kæmpe med normaltemperaturer mellem 20 og 25 grader i en vinter som den, vi lige har været igennem i Danmark?

Retfærdigvis skal det dog bemærkes, at Florida netop i den forløbne vinter oplevede et kuldechok af historiske dimensioner. Midt i januar måltes adskillige nætter minusgrader, der gjorde det af med både beplantning og mange dyrearter.

Florida har ikke haft så lave vintertemperaturer siden 1956. Mange steder så man husejere tildække deres haveplanter med tæpper og lagner, mens frosten fik palmerne til at ligne hængepile.

På grund af de lave temperaturer fik Deres udsendte medarbejder ikke det optimale ud af resortvillaens swimmingpool og jacuzzi, selv om solen i løbet af dagen sørgede for, at temperaturerne nåede op i nærheden af de 23 grader, der er det normale gennemsnit for januar.

Som golfspiller blev man ikke voldsomt generet af nattens kuldegrader, med mindre man tilhører de morgenduelige, der gerne vil stå på første tee ved syv-tiden sammen med hanegal og den opadgående sol.

Nattens rimfrost fik mange af banerne til at udsætte de første starter til omkring kl. 10. Det resulterede naturligvis i et sammenpresset felt med tilfældigt sammensatte firebolde og i nogle situationer også gunstart på alle huller for at imødekomme efterspørgslen.

Men den slags småproblemer kan ikke ødelægge en golfferie i Florida, som flere og flere danskere tager med i deres overvejelser.

Århus-bureauet Mangaard Travel Group skabt et attraktivt koncept, der markedsføres under temaet: ”Gratis golf i Florida”.

Priser

For priser fra godt 7.000 kr. til knap 12.000 kr. (afhængig af antal rejsende) kan man få en ni dages-rejse med overnatning, billeje i syv døgn og gratis greenfee hele perioden på fire forskellige baner: Lakeside Golf & Country Club, Citrus Springs Golf & Country Club, The Country Club at Silver Springs og Miona Lakes Golf Club.

Golfresortet Van der Valk er som navnet antyder hollandsk ejet med en europæisk gourmetrestaurant til overkommelige priser. Resortet består af 270 boliger, hvor af kun de 100 er til udlejning, mens mange af de største huse ejes af amerikanere (ofte pensionister) fra de nordlige stater med hang til golfferier om vinteren.

Fra lufthavnen i Orlando er der halvanden times kørsel til Inverness, mens der maksimalt er en halv times kørsel fra Van der Valk/Lake Side Golf til de tre øvrige baner, der er med i samarbejdet. De fire baner har samme amerikanske ejer.

Med fri golf på fire forskellige baner i en uge får den inkarnerede golfer ikke megen tid til overs til Floridas andre fristelser. Dog skal det bemærkes, at der på alle baner skal betales 20 dollars per person for den obligatoriske cart/buggy. Kun husejere har ret til at gå rundt på banen.

Golf ved minen

Lakeside Golf & Country Club, der deler faciliteter med Van der Valk-resortet, er en meget åben bane med brede fairways mellem spredte egetræer og fyrretræer. Greens er store, meget ondulerede og godt beskyttet af 51 bunkers undervejs.

Banen er bygget op omkring en gammel og nu nedlagt fosfatmine, og det præger layoutet på flere af hullerne, der skærer sig ind i landskabet rundt omkring minen. Flere af par 5-hullerne er meget lange og bliver ikke lettere af et dogleg-layout, der resulterer i en del blinde slag. Men det er typisk en bane, som man glæder sig til anden gang, fordi man føler sig overbevist om at have løst gåden.

Både Lakeside og de tre søsterbaner er beplantet med Bermudagræs, der har den egenskab at gå i dvale ved meget lave temperaturer om vinteren. I dette tilfælde har den uventede nattefrost forstærket tendensen, så roughen på alle baner var både lav og vissen. Den slags reducerer sværhedsgraden, men visuelt er det ikke det kønneste syn på en golfbane.

Vurderingen af golfbaner er meget individuelt afhængig af smag og temperament. I en sammenligning med Lakeside foretrækker denne signatur klart nabobanen Citrus Springs i byen af samme navn placeret kun et kvarters kørsel nordvest for Inverness.

I Citrus Springs føler man sig hensat til noget, der kunne minde om et skovbevokset dansk sommerhusområde med den forskel, at de små skovstier her nærmest er brede boulevarder med store lyskryds. Ingen skal være i tvivl om, at biler er hvermandseje i dette countryland. Og helst nogle store nogle af slagsen.

Det første indtryk af Citrus Springs er måske ikke det bedste med et klubhus og en restaurant, der godt kunne trænge til en kærlig hånd. Til gengæld er stemningen helt i top med mange små klubber i klubben med slagfærdige medlemmer langt op i alderen. Indtrykket af uventet gæstfrihed forstærkes efter runden, da klubmutter står klar på terrassen med pølser og burgers på grillen.

Banen er en stor oplevelse, smuk og spændende i layoutet med kombinationen af smalle og brede fairways flankeret af smukke gamle egetræer. Det er en typisk amerikansk parkbane, men dog med niveauforskelle, der er usædvanlige efter Florida-forhold. Lokalt hævder man, at banen er en typisk reminiscens af en North Carolina-bane. Selv om banen ikke kan betegnes som værende let, er den alligevel velegnet til ældre mennesker og gennemsnitshandicappere.

Det er Silver Springs-banen tæt på Ocala til gengæld ikke. Det er klart den længste og sværeste af de fire baner. Den har til gengæld fire teesteder med stor forskel på backtee (gold) og det korte grønne, så man skal ikke tage munden for fuld her, men indrette sig efter forholdene.

Vilde dyr på banen

Silver Springs er en svær mesterskabsbane, hvor Major-vinderen Zach Johnson har banerekorden med 63 slag, da han vandt Hooters Tour på banen i 2001. Banen er også berømt for sit vilde dyreliv inklusiv ørne, vilde kalkuner og ikke mindst de alligatorer, der findes på så mange baner i Floridas sumpe.

Deres udsendte havde fornøjelsen at spille banen i selskab med den 72-årige George, en pensioneret politibetjent fra Chicago, der var god for en historie på hvert hul. På hul 11 kunne han således historien om sin medspiller, der ville skræmme en solslikkende alligator væk fra kanten af en vandhazard med det resultat, at alligatoren snuppede driveren ud af hånden med en sådan kraft, at ejermanden nær havde gjort alligatoren selskab i sumpen.

Miona Lake er den korteste og mest sammenpressede af de fire baner uden det mesterskabssnit, der er over de tre andre. Det er også den klart billigste bane at spille, hvis man ikke har fri greenfee. Banen er også den ældste og bygget af lokale medlemmer, der i 1960'erne fandt ud af, at de manglede en golfbane.

Banens største handicap er adgangen til klubhuset, hvor den asfalterede vej skærer sig gennem fire af hullerne med risiko for, at bilisterne får buler og smadrede ruder. Andre steder på banen ligger husene så tæt på fairways, at vildfarne bolde på terrassen ikke hører til sjældenhederne.

Selv om der er mange træer på Miona-banen, så er skovbunden ryddet, så det altid er muligt at finde bolden og spille den videre ind til greens, der til gengæld ofte er svært formede som en omvendt stegepande.

Det mest bemærkelsesværdige ved runden på Miona-banen var mit makkerskab med en meget tørstig svensker, der på 19. hul nåede at tømme sit krus med fadøl, inden servitricen bag baren havde vendt ham ryggen.

Og det var måske i virkeligheden den største opdagelse ved at prøvespille de fire baner i Florida. Ofte i selskab med lokale spillere, der skynder sig ud til deres firehjulstrækkere. Medlemmerne har slet ikke den samme kultur som i Europa, hvor vi i barens hyggelige omgivelser spiller de 18 huller endnu engang.

Golf for alle var inviteret til Florida af Mangaard Travel Group og Lufthansa.

LÆS OGSÅ: Sydlandsk stemning i Sydjylland

Golf i Florida - udvalgte baner

De fire baner ligger alle cirka halvanden times kørsel nordvest for Orlando.

Lakeside Golf & Country Club, Inverness

  • 18 hullers bane på 5.800 meter (tre teesteder) par 72. Arkitekt: Bill Campbell. Åbnet 1979. Driving Range, klubhus og restaurant. Greenfee: 45 dollars.

Citrus Springs Golf & Country Club, Citrus Springs

  • 18 hullers bane på 6.000 meter (tre teesteder) par 72. Arkitekt: Charles Almony. Åbnet 1973 (ni huller) og 1977( 18 huller). Driving Range, klubhus og restaurant. Greenfee: 45 dollars.

The Country Club Silver Springs, Ocala

  • 18 hullers bane på 6.240 meter (fire teesteder) par 72. Arkitekt: Dick Phelps og Desmond Muirhead (1969 og 1971). Åbnet 1969. Driving Range, klubhus og restaurant. Greenfee: 35 dollars.

Miona Lake Golf Club, Wildwood

  • 18 hullers bane på 5.840 meter (to teesteder) par 71. Arkitekt: Lokale. Åbnet 1966. Driving Range, klubhus og restaurant. Greenfee: 29 dollars.

Rejsen til Florida

  • Ingen direkte fly fra Danmark til Florida, men eksempelvis fra Frankfurt eller London til Orlando eller Miami.

Nyhed: Mens vi venter på bølgen i USA

20-04-2010: Hvis man går og synes, man har mistet sin mojo, kan man måske finde den igen i Santa Cruz. Læs artikel

Guide: Her er de 10 mærkeligste maratonløb på planeten

28-03-2015: Går du sukkerkold ved tanken om 42,5 kilometer på storbyens asfalt, så læs med her. Kloden byder på de særeste maratonløb i arktiske landskaber og diktaturstater. Eller med æsler, vinsmagning og Disney-figurer undervejs på ruten. Læs artikel

Nyhed: Stroppetur på hesteryg

16-07-2010: For de fleste hesteinteresserede lyder langtur på hesteryg som en drøm. Men det er hårdt. Læs artikel

Nyhed: Sjælefred i højfjeldet

21-05-2010: Det norske højfjeld byder på guddommelig fred og ro for både sjæl og legeme. Men man kan også godt få sved på panden. Velkommen til aktiv fjeldferie i Savalen i hjertet af Norge. Læs artikel

Nyhed: Aktivferie fra toppen af Danmark

12-04-2010: Nok er Danmark fladt, men et voksende udbud af udendørs aktiv-oplevelser giver rig mulighed for både at komme højt til vejrs og ned på dybt vand. Tag med på aktivferie i Nordjylland: under havet, over klitterne og op i trækronerne. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...