Find mere om:
Maraton-veteran: Her skal du løbe | rejser.guide.dk

Maraton-veteran: Her skal du løbe

42,195 kilometer er et magisk mål, som mange danskere sætter sig for at opnå iført løbesko. Maraton er blevet et hit, men hvor skal man løbe? Løbeentusiast Britt Nielsen, der har flere tusinde maraton-kilometer i benene, giver sine bud på verdens bedste maraton.

Berlin, London, New York, København eller Tokyo. Enhver by med respekt for sig selv afholder årligt et maraton, og for mange danskere er løbesko og maraton-outfit efterhånden et ligeså naturligt indhold i feriekufferten som tandbørste og rejsebøger. 49-årige Britt Nielsen fra Viborg har gennemført 45 maraton i 25 forskellige lande. Her er hendes liste over anbefalelsesværdige løb.

1. New York

New York Marathon er sammen med Berlin Marathon ét af verdens største. Løbet finder sted tidligt i november, hvor storbyen stadig er præget af efterårets mange farver. For Britt Nielsen var det dog ikke skyskrabere eller smukke parker, der gjorde størst indtryk. 

- Det særlige ved New York er tilskuerne. De er exceptionelt gode til at tage imod løberne. De er begejstringen selv og forstår, hvilket kamp det har været at træne sig op. Hvor ellers end New York kan man gå med sin medalje om halsen tre dage efter og stadig blive lykønsket, siger Britt Nielsen, der til daglig arbejder som rejsekonsulent i Marathon Travel Club.

Nørdens guide til New York

2. Rom

Historiens vingesus mærker man virkelig i den italienske hovedstad. Løbet, som afvikles i marts, starter og slutter på Colosseum i Rom, der bl.a. blev brugt til gladiatorkampe i begyndelsen af vor tidsregning.

- Det påvirkede mig helt vildt at løbe i så gammel en by. Det gjorde mig ydmyg at starte ved Colosseum og løbe op mod Peterskirken og forbi Den spanske trappe. Selvom det bare er gamle momomenter, har bygningerne en kraft og betyder noget for tusindvis af mennesker. Det kan mærkes, siger Britt Nielsen.

3. Honolulu

Hovedstaden i den amerikanske stat Hawaii forbindes nok mest med paradisiske strande, eksotiske frugter, farverige cocktails og høj sol fra morgen til aften, men byen er også hjemsted for et maratonløb i december.

Britt Nielsen har netop været i Honolulu for at kombinere løb og ferie. Hun fik sig en overraskelse, for i stedet for varmt sommervejr mødte hun silende regn på løbsdagen.

- Alle os fra Europa havde armene over hovedet, fordi vi ikke kan finde ud af at løbe i solskin og trykkende varme. Honolulu Marathon er for dem, der gerne vil løbe og samtidig holde ferie. Typisk tager man afsted 14 dage sammen med familien. På den måde kan man holde juleferie på forskud, siger Britt Nielsen.

4. London

For de konkurrence-mindede, der gerne vil prøve kræfter med en endnu længere distance end maratondistancens 42,2 kilometer, er London et godt bud. Hvert år i oktober afholdes et særligt velgørenhedsløb på 50 kilometer, Royal Parks Foundation Ultra Marathon. Overskuddet går til de britiske parker.

- Man løber fra Hyde Park, krydser Themsen ved London Eye og løber mod syd langs Themsen hele vejen igennem tre store parker og slutter langt ude i en kæmpe skov. Der er ingen tilskuere, men jeg havde ikke behov for tilskuere, for ruten var så smuk i sig selv. Samtidig er det interessant at se, hvad der sker i kroppen, når man når skiltet med 42,195 kilometer. Hos mig skete der ingenting. Jeg var mentalt forberedt på at løbe videre, siger Britt Nielsen. 

10 tips til London

5. Berlin

Berlin Marathon i september er perfekt for begynderen. Det er tæt på Danmark, har en flad rute, og er en sand folkefest med over én million tilskuere og mere end 50 livekoncerter i gader og stræder. Der er noget storladent ved at løbe over målstregen ved Brandenburger Tor og passere andre historiske monumenter. Til gengæld kan man ikke være sikker på at få et startnummer.

- Tidligere var Berlin åbent for alle, og så meldte arrangørerne udsolgt på et tidspunkt. Nu skal man melde sig på en liste, hvorefter der trækkes lod. Først efter én måned får man at vide, om man er med. Som ægtepar kan man risikere, at kun den ene får et nummer, siger Britt Nielsen.  

6. Orlando

Disney World i Florida er verdens største forlystelseskompleks, men hvad de færreste ved er, at parken også lægger asfalt til en maraton-weekend i begyndelsen af januar, hvor løbere i de tidlige morgentimer- inden åbningstid - kan få lov at bevæge sig rundt blandt Disney-figurer og eventyrlige slotte.

- Løbet foregår over en weekend. Om lørdagen er der halvmaraton, og om søndagen afholdes en helmaraton. Jeg tog begge løb, og det gik fint, måske fordi jeg tog det stille og roligt og stoppede op for at få taget billede med Mickey, Anders And og Chip og Chap. Det var som at være barn igen, siger Britt Nielsen, der fik fornøjelsen af at løbe sammen med jævnaldrende amerikanske kvinder med diademer i håret og få tre kæmpe medaljer.

7. Tokyo

Tokyo Marathon er med blandt de seks store i World Marathon Majors - som det eneste uden for Europa og USA. Mange har en drøm om at komme til Japan, men det er en lang og dyr rejse, så kombinationen af ferie og løb er ideel, mener Britt Nielsen, der netop er på vej til sit andet maraton i Tokyo den 21. februar.

I Tokyo ligger "Roens Oase" på 45. sal

- Tokyo er et fascinerende sted at løbe. Japanernes ærbødighed og respekt for hinanden gør, at man måbende ser til. De er begejstrede på en stille måde, og jeg har aldrig set så smukke og kvalitetsbevidste mennesker som i Tokyo. Samtidig er alt omkring Tokyo Marathon minutiøst planlagt. Der er bare styr på det, siger Britt Nielsen.

Guide: Adventurecamping uden for de faste rammer

04-04-2015: En af Danmarks mest erfarne ekspeditionsfolk deler sin viden med dig, der med telt, rygsæk og andet grej vil opleve friluftslivet på egen hånd. Læs artikel

Guide: Her er de 10 mærkeligste maratonløb på planeten

28-03-2015: Går du sukkerkold ved tanken om 42,5 kilometer på storbyens asfalt, så læs med her. Kloden byder på de særeste maratonløb i arktiske landskaber og diktaturstater. Eller med æsler, vinsmagning og Disney-figurer undervejs på ruten. Læs artikel

Guide til aktiv ferie i Danmark

13-03-2015: Ferie i Danmark behøver ikke kun betyde tilbagelænet sommerhushygge med grillpølser, håndbajere og regnfrygt. Der er masser af mulighed for at bruge kroppen og tage på en aktiv tur inden for landets grænser. Læs artikel

Guide: Flere end 30 år med Club La Santa

09-08-2014: I foråret blev nye sportsfaciliteter og suiter indviet på det danskejede sportskompleks, der siden stiftelsen i 1983 har været et yndet sted at holde aktiv ferie. Jyllands-Postens udsendte medarbejder har været med på sidelinjen fra begyndelsen, da resortet skød op på Lanzarote. Læs artikel

Guide til golfferie på den spanske sydkyst

06-12-2013: Den spanske sydkyst er et rendyrket golfmekka med baner efter baner. Torben Thornæs Andersen har udvalgt 18 storslåede golfbaner, der alle tilhører regionens mest eftertragtede destinationer for golfturister, og beskriver dem og lokalområdet i bogen 'Vejen til Valderrama – en personlig guide til golf i Sydspanien', som vi her bringer et uddrag fra. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...